Han vil flyve dig billigt til USA og redde hele Island

Han er rig, ambitiøs og har næse for at drive forretning. Islandske Skúli Mogensen har udlevet den amerikanske drøm og er vendt tilbage til vulkanøen, hvor han driver flyselskabet Wow Air.

Skúli Mogensen har tjent tilstrækkeligt med penge til at lave ingenting, men det gør den islandske iværksætter langtfra. Med flyselskabet Wow Air er han klar med ruter fra Europa til USA til discountpriser. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det tog Skúli Mogensen seks år at bygge sit softwarefirma op fra bunden. Han havde levet det vilde liv som IT-iværksætter i USA, hvor han som ung red gennem 1990erne på dot com-bølgen – indtil den bristede.

Men det lykkedes den hårdtarbejdende islænding at få firmaet Oz Communications på benene igen, og i 2008 solgte han firmaet til Nokia for et hemmeligt beløb. Da vidste han godt, at den var hjemme: Han havde sikret sig økonomisk for resten af livet i en alder af blot 40 år.

Mens Skúli Mogensen fejrede salget af sit hjertebarn i USA, skete der helt andre ting i hjemlandet. Den islandske økonomi lå i ruiner, og med penge på lommen og et bankende hjerte for sit fædreland vendte Skúli Mogensen tilbage til Island for at bidrage til genopbygningen af landet. Han stiftede Titan Investments, en investeringsfond med et erklæret mål om at bidrage til genopretningen af den islandske økonomi, og i 2010 blev han uden kendskab til bankverdenen storinvestor i den islandske bank MP Bank. Forklaringen lød på, at Skúli Mogensen ønskede at medvirke til opretholdelsen af en islandsk bank, som ikke får støtte fra staten. Men investering og involvering i andres forretninger var ikke nok for den driftige mand. I 2011 stiftede Skúli Mogensen lavprisflyselskabet Wow Air, som ud over at sende islændinge ud i verden mest af alt blev sat i verden for at øge turismen i Island.

Vil fordoble besøgstal

I dag besøger omkring 700.000 turister hvert år vulkanøen, men det tal ønsker Skúli Mogensen at fordoble over de næste ti-15 år. Det lyder umiddelbart som en stor mundfuld, selv for en mand med en indædt tro på, at alt kan lade sig gøre.

»Når folk siger, ting ikke kan lade sig gøre, tænker jeg på, at jeg var en dreng fra Island, som flyttede til USA og solgte mit softwarefirma til Nokia,« siger Skúli Mogensen, som efter tre år på filosofistudiet på universitetet i Reykjavik droppede studierne for at satse 100 procent på software og teknologi.

Han er godt klar over, at flyindustrien måske ikke er den mest oplagte branche at gå ind i for en mand med en fortid i teknologibranchen, men med tre år på bagen har Wow Air vist sig som et bæredygtigt koncept. Virksomheden vokser, og Skúli Mogensen er efter over et års kamp om de såkaldte slottider i lufthavnen i Keflavik klar til at flyve over Atlanten. Til marts åbner han de første ruter fra København via Island til Boston, og senere følger flere amerikanske destinationer.

»Jeg tror, jeg har fået lukket munden på de fleste skeptikere,« siger Skúli Mogensen og tilføjer:

»EasyJet og Ryanair var jo også små engang.«

Arbejdet med Wow Air har været mere tidskrævende, end Skúli Mogensen havde forventet. Men han er en glad mand, og han giver sig selv tid til at nyde livet, ikke mindst i den islandske natur, hvor han blandt andet står på ski – gerne med sine tre børn – eller dyrker ekstremsport.