Den omdiskuterede nordjyske storfisker Henning Kjeldsen klarer sig ualmindeligt godt økonomisk.

Efter at have været en af hovedpersonerne i striden om opkøb og ejerskab af fiskekvoter er han nu kommet ud med et milliardoverskud i sit holdingselskab.

Det skriver Finans.

Således gav Henning Kjeldsen A/S et overskud på 1,3 milliarder kroner i 2022 mod et overskud på 58 millioner kroner året før det. Selskabet har opbygget en egenkapital på 2,2 milliarder kroner.

Det er netop salg af kvoter og fiskefartøjer, der har givet det ekstraordinært store overskud, skriver Finans.

Danmarks Radio fortalte i januar 2022, hvordan Henning Kjeldsen på grund af det, han oplevede som en »politisk hetz«, havde valgt at sælge ud af fiskekvoter og skibe:

»Jeg er blevet træt, ikke træt som i træt, men træt af den politiske hetz, der har været på mig og mit rederi samt familie de sidste ja snart mange år,« skrev fiskeren fra Skagen i et Facebook-opslag.

Juridisk oprejsning

Henning Kjeldsen blev i 2021 idømt en bøde på 54 millioner kroner for at have købt flere fiskekvoter, end reglerne tillader.

Den afgørelse var Kjeldsen dog ikke enig i:

»Det er ikke ulovligt. Hvordan fanden kan du blive dommer?« lød det fra storfiskeren til retsformanden, da dommen blev afsagt i december 2021.

I november 2022 fik Henning Kjeldsen så oprejsning, da han blev frifundet i Vestre Landsret.

Der var ikke hjemmel til at straffe, lød det i afgørelsen.

»Det blev ændret efterfølgende. Men i den periode, vi taler om, der kunne man ikke bare straffe, uden at der var givet påbud. Og det var der ikke,« sagde Olaf Koktvedgaard, der var forsvarer for Henning Kjeldsen og flere af de andre tiltalte.