Han tager bankdirektørernes tæsk

Som formand for Lokale Pengeinstitutter er det Bent Naur, som må lægge ører til kritikken af nogle af de små bankers uduelighed, selv om han selv driver en af landets bedste banker.

Bent Naur behøver ikke at være bange for at vise sig på gaderne i Ringkøbing. Han er en populær mand, og bankens aktier har øget byens velstand. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han er øverste chef for en af landets mest veldrevne og effektive banker. Alligevel må han i øjeblikket tage imod adskillige tæsk, fordi en række af hans bankkolleger - eller rettere - tidligere bankkolleger ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Bent Naur er navnet, og han er til daglig øverste chef i Ringkøbing Landbobank med hovedsæde i købstaden Ringkøbing i Vestjylland. Han er samtidig formand for Lokale Pengeinstitutter, der har omkring 100 af landets små og mellemstore banker som medlemmer.

Dybe panderynker


Og det er formandsarbejdet, som i øjeblikket giver Naur lidt dybere panderynker end normalt.

For det første er nogle af hans medlemmer krakket. De befinder sig nu i statens afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet, og bliver langsomt, men sikkert fjernet fra jordens overflade.

For det andet er flere bankdirektører - eller rettere - tidligere bankdirektører den seneste uge blevet sigtet i sagen om kursmanipulation med Vestjysk Bank-aktier og Keops-obligationer. Bankdirektørerne har ifølge Finanstilsynet købt de omtalte værdipapirer af EBH Bank, som efterfølgende gik shop amok i papirerne, hvilket fik kursen til at stige til et kunstigt højt niveau.

Herefter købte EBH Bank aktierne og obligationerne tilbage og efterlod bankdirektørerne og deres venner med en gevinst på i alt seks millioner kroner.

Bent Naur har intet med kursmanipulationen at gøre, og personer tæt på ham siger, at han - når døren til offentligheden er lukket - bander og svovler over direktørkollegernes handlinger.

Over for offentligheden er han mere lavmælt i sin kritik og understreger, at de sigtede har handlet som privatpersoner og ikke som bankdirektører.

Sådan er Naur - jovial og rund udadtil, men også hård og brutal på de indre linjer. Det er en nødvendighed for at beholde den gule førertrøje i sportsgrenen »at drive Danmarks mest omkostningseffektive bank«.

Han insisterer på en åben stil både over for medarbejdere og kunder. Faktisk er det muligt at gå ind i filialen på Torvet i Ringkøbing og direkte ind på Bent Naurs kontor. Her er intet forkontor og ingen sekretærer. I Naurs verden er det en unødvendig omkostning.

Anerkendende blikke


Som mange andre bankdirektører har Bent Naur nydt godt af de aktieoptionsprogrammer, som sektoren er blevet så berømt og berygtet for. Roskilde Banks tidligere direktør, bykongen Niels Valentin, er i dag så hadet i Roskilde og omegn, at han holder sig langt væk fra Roskildes gågader. Mange mener, at Valentins optionsprogram var medvirkende årsag til, at banken krakkede.

Bent Naur udnyttede for tre et halvt år siden et aktieoptionsprogram og scorede 50 millioner kroner på den manøvre, men han har ingen problemer med at gå ned ad gågaden i Ringkøbing.

Han mødes tværtimod med anerkendende blikke, fordi han driver banken så godt, at mange andre ringkøbingensere gennem deres aktier i banken er blevet velhavende.

Det gør han blandt andet ved at være god til at forudsige fremtiden.

Nogle af hans konkurrerende bankkolleger mener ligefrem, at Naur må have en krystalkugle, for gang på gang formår han at spotte brancher, som løber ind i store vanskeligheder. På den måde når Ringkøbing Landbobank at drosle ned for eksponeringen og ender med færre tab end andre.

Hjælp til Afrika


Bent Naur må ofte undvære sin kone, Eva, i flere uger af gangen. Hun tilbringer gerne tre til fire uger i Afrika op til fem gange om året, hvor 90 børn og unge hvert eneste år får en uddannelse, fordi Eva skaffer penge til deres undervisning gennem sponsorer i Danmark. Hun skaffer også penge til at uddanne et mindre antal læger på kontinentet.

Når afsavnet til konen bliver for stort, tager Bent Naur ned og besøger hende i Afrika - det sker som regel tre gange om året en uge af gangen.

Hver eneste uge sørger Naur for at pleje kroppen ved at svømme og spille badminton. De fleste aktiviteter - også arbejdet - ligger i overskuelig afstand fra den nybyggede og 273 kvadratmeter store privatbolig et stenkast fra Vesterhavet.