Han har været departementschef i Grønland og analytiker for FE. Nu granskes han for svindel
Tidligere og nuværende investorer frygter, at de er blevet snydt af den danske kryptoboss Mikkel Mørch, skriver Børsen. Han afviser alle beskyldninger.

Tidligere og nuværende investorer frygter, at de er blevet snydt af den danske kryptoboss Mikkel Mørch, skriver Børsen. Han afviser alle beskyldninger.

46-årige Mikkel Mørch har en lang, glorværdig karriere bag sig.
Han har været både analytiker for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og konstitueret departementschef for Erhvervsministeriet i Grønland, ligesom han har besat tunge stillinger i det danske erhvervsliv.
Men nu granskes han for svindel.
Manden, som ifølge Børsen er ejer af og bestyrelsesformand for kryptofonden ARK36, er nemlig nu under beskyldning for at have stjålet et tocifret millionbeløb fra investorer i kryptofonden, som er registreret og reguleret i Cypern, skriver avisen onsdag. Københavns Politi bekræfter over for Børsen, at sagen netop nu efterforskes.
Retsdokumenter viser, skriver Børsen, at en domstol i Cypern allerede i sommer valgte at indefryse værdier hos Mikkel Mørch personligt og i ARK36 for et tocifret millionbeløb på grund af svindelbeskyldningerne. En lang række kilder, både nuværende og tidligere investorer, som avisen har talt med, frygter, at de er blevet svindlet af Mikkel Mørch.
Hovedpersonen selv afviser over for børsen, at han skulle have snydt nogen investorer, og det er ifølge ham ikke unormalt, at investorer bliver utilfredse, når det går dårligt med deres investering.
»Vi afviser kategorisk beskyldningerne og har tillid til, at domstolene vil fastslå sandheden under den retmæssige proces, hvor vi har fremlagt og vil fremlægge vores beviser,« skriver Mikkel Mørch i et e-mailsvar til børsen.
ARK36 er blot en ud af mange kryptofonde, som de senere år har set dagens lys. Her kan private investorer få forvaltet deres kapital gennem investeringer i kryptovaluta.
Finanstilsynet advarede i 2022 mod markedet for kryptovaluta.
Faktisk gik myndigheden så langt, at man beskrev kryptomarkedet som et »Eldorado for svindlerne«.
»I Finanstilsynet plejer vi at sige, at forbrugeren skal kunne have en berettiget tillid til de finansielle produkter. Det er desværre ikke altid tilfældet på kryptomarkedet,« udtalte daværende kontorchef Ulla Brøns Petersen på Finanstilsynets hjemmeside.