Han er hjernen bag miraklet i Parken – og så har Jacob Lauesen en »gamechanger« på vej

Oplevelsen i Parken er i de senere år blevet løftet massivt for FCKs mange tusinde tilskuere. Men det er næppe kommet af sig selv. Selvom den 43-årige direktør Jacob Lauesen har været hos FCK i snart fem år, er arbejdet først lige begyndt. Men hvad er potentialet?

Jacob Lauesen har været i F.C. København siden 2018 og har tidligere siddet som direktør for de kommercielle forhold. Derudover har han en fortid i DBU, hvor han blandt andet har været chef for unionens forretningsudvikling. Nikolai Linares

I det sekund elevatordørene går op på syvende etage i Parken, står direktør Jacob Lauesen klar på den anden side. Smilet er stort. Hans fornemmeste opgave er at gøre det til en god oplevelse at komme i Parken – noget, det har haltet med i en årrække og affødt massiv kritik.

På væggen bag ham pryder sloganet »Success is temporary. Loyalty is forever«. I snart halvandet år har 43-årige Jacob Lauesen siddet som øverste direktør i Parken – et job, han går til med stor ærefrygt, for det er ikke som direktørjob er flest: Det handler om passion for hovedstadens hold.