I det morsomme britiske lystspil »Fire bryllupper og en begravelse« er der en scene, hvor Charles spillet af Hugh Grant spørger godsejerarvingen Tom spillet af James Fleet, om han er den rigeste mand i England.
»Åh nej! Nej – jeg tror, at vi er omkring – nummer syv. Der er Dronningen, naturligvis, og så er der også ham Branson-fyren, som gør det vanvittig godt«.
Når Niels Peter Louis-Hansen tirsdag 25. oktober fylder 75 år, vil han med sikkerhed igen blive mindet om de evindelige ranglister, som fortæller, at han er Danmarks rigeste, næstrigeste, femterigeste eller noget helt andet.
Det er et godt gæt, at Niels Peter Louis-Hansen ville drømme om, at de ranglister slet ikke eksisterede, for de gør ingen klogere eller lykkeligere. På sin 75-års fødselsdag må Niels Peter Louis-Hansen trøste sig med, at nyfigne mennesker siden kong Krøsus for knap 2.600 siden år er gået op i at tælle andre folks penge.
Rigelister gør heller ikke nogen klogere på Niels Peter Louis-Hansen, som er anden generation i virksomheden Coloplast med i dag 19,5 milliarder kroner i omsætning og 12.500 ansatte. Det er sin sag at være anden generation i en virksomhed, for intet er lettere end at formøble det, som far og mor byggede op. Det handler om at gøre sit bedste, og det er, hvad han har gjort.
Sejlads i træbåden
Mange af Berlingskes læsere har sikkert uden at vide det mødt Niels Peter Louis-Hansen.
Man finder næppe et mere kulturinteresseret menneske end Niels Peter Louis-Hansen og hans kone Gerda, som man kan støde ind i over alt i teatre, udstillinger, museer eller måske, når de sejler rundt i de danske farvande med deres træbåd.
Men Niels Peter og Gerda Louis-Hansen fører sig ikke frem, og man finder ikke venligere, høfligere, pænere og mere diskrete mennesker end dem. I den ene bog, som ellers bryster sig af at omtale alle mennesker af betydning i det danske samfund, Kraks Blå Bog, optræder Niels Peter Louis-Hansen slet ikke.
Siger man Niels Peter Louis-Hansen ved man snart ikke, om man skal sige Coloplast eller Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Det ene er virksomheden, som Niels Peter Louis-Hansen overtog fra sine forældre og førte på børsen; i dag en af Danmarks mest markante virksomheder, som gør livet lettere for mennesker ramt af tarmkræft, invaliderende sår eller ufrivillig vandladning. Colopast har gjort det nemmere og mere praktisk at leve et næsten normalt liv med stomi, hvis man har fået bortopereret sin tarm. Måske stomiposer ikke er så storslåede som Mærsks enorme containerskibe på verdenshavene, men det er altså blandt andet det, som Mærsk sejler rundt med.
Niels Peter Louis-Hansens engagement i det omgivende samfund kan måske aflæses i, at halvdelen af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer i Coloplast er kvinder, nemlig de tre respekterede erhvervsfolk Birgitte Nielsen, Marianne Wiinholt og Jette Nygaard-Andersen.
Det andet er fonden, som ejer 11,5 procent af Coloplast, og som over de seneste fem år har uddelt over en milliard kroner til kunst, kultur, forskning og sociale formål.
Små og store donationer
I år støttede Aage og Johanne Louis Hansens Fond, opkaldt efter Niels Peter Louis-Hansens forældre, bogen »Strandingen« af Peter Krogsted Nielsen om krigsfangerne på Langeland i maj 1945 udgivet af Forlaget Frydenlund med 25.000 kroner. I den anden ende af skalaen er eksempelvis gigantdonationen til Statens Naturhistoriske Museum på 115 millioner kroner samt 44,5 millioner kroner til en fornyelse af Thisted Museum eller 8,5 millioner kroner til projektet Intro, som er et talentprogram under Overgaden for nyuddannede danske billedkunstnere. Fonden er i dag en af Danmarks største.
Ligesom med Coloplast gør den flittige Niels Peter Louis-Hansen livet lettere for os alle sammen, når en del af overskuddet fra Coloplast gives videre til at realisere alt fra bittesmå til kæmpestore lysende ideer og tanker, som gør vores samfund, vores forskning og vores kultur rigere, stærkere og mere mangfoldig.
Man må aldrig misforstå Niels Peter Louis-Hansen og hans Gerdas høflighed og diskretion som en distance til verden. Tværtimod. De har sikkert bare fattet sandheden i forfatterinden Madame de Staëls ord om, at berømmelse er et strålende farvel til lykken.
De er begge muntre, lyse og begejstrede mennesker med stærke interesser, stor vedholdenhed og omsorg for andre, som fortæller en historie om, at vi skal bruge mindre tid på at tælle andres penge og bruge mere tid på at tale om, hvordan vi hver især gør vores bedste med det, som er os givet i stort og småt, og leve et rigtigt liv samtidig.
