Han bliver Danmarks første digitaliseringsminister

Den radikale Morten Østergaard har beskæftiget sig engageret med digitalisering allerede, før han i 2005 kom i Folketinget og blev en del af Den Dynamiske Duo, Morten og Morten.

Danmarks nye videnskabsminister, Morten Østergaard (til højre), blev i gymnasietiden kaldt Morten Morten Østergaard. Her er han under valgkampen med en anden Morten, Morten Bødskov, ny socialdemokratisk justitsminister, under et debatmøde hos KMD (tidligere Kommunedata) i Ballerup. Arkivfoto: Keld Navntoft, Scanpix Fold sammen
Læs mere

Danmark får med Morten Østergaard sin første, egentlige digitaliseringsminister, når den radikale finansordfører mandag indtager Videnskabsministeriet i Bredgade som afløser for sin konservative forgænger, Charlotte Sahl-Madsen.

Han kom i Folketinget ved De Radikales kanonvalg i 2005, og derfor blev han en del af duoen »Morten og Morten«, hvor navnefællen er Morten Helveg Petersen, der i dag er direktør for Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM). Den Dynamiske Duo blev de kaldt.

Halvdelen blev ikke genvalgt

I fællesskab kastede de sig ud i at få den digitale omstilling og bedre udnyttelse af Danmarks førerposition på IT- og teleområdet længere op på den politiske dagsorden.

Hidtil havde der ikke været megen prestige i at være IT-ordfører. Faktisk røg halvdelen af de hidtidige IT-ordførere for partierne ud ved valget for få uger siden, selv om der bredt i IT- og telekredse høres mange rosende ord for deres indsats i den forgangne folketingsperiode - også selv om man ikke altid har været enig i synspunkterne.

Morten Østergaard var i 2004 medforfatter til den omtalte og roste debatbog »Digital forkalkning«, og Den Dynamiske Duos indsats høstede også bred anerkendelse. Det var første gang, at et parti havde hele to ordførere på området - en IT-ordfører i Morten Helveg Petersen og en digitaliseringsordfører i Morten Østergaard.

Bizar lidenskab for IT-området

»Jeg har altid haft en vis form for bizar lidenskab for IT-området. Vi tror, at digitalisering er nøglen til rigtigt mange ting, især til globalisering og innovation,« sagde Morten Østergaard dengang i et interview med Berlingske.

Det var da også De Radikale, som året efter fik samlet et enigt folketing bag beslutningen om at indføre tvungne, åbne IT-standarder i det offentlige Danmark, så alle computer- og IT-systemer skulle kunne »tale« sammen rent teknisk.

I 2005 slog duoen på, at der er brug for »digitalt lederskab« i Danmark, og at »det er ministerens opgave at være i front på dette område.«

»Ellers bliver det rent ceremonielt,« sagde Morten Østergaard.

Han har siden holdt fast i sine visioner og engagement i, hvordan brugen af ny teknologi kan blive til stor hjælp for hele samfundet, samtidig med at han blandt andet har besat den tunge post som finansordfører.

Den hidtidige videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen, blev ikke valgt ind. Hun har ikke siddet i Folketinget men blev hentet direkte fra sin direktørpost i Danfoss' videnskabsunivers til posten.