Han betaler ikke skat og har været anholdt tre gange: Nu åbner han ulovlig kørselstjeneste

Han har været anholdt tre gange, har ikke betalt skat i flere år og vil nu åbne en ulovlig kørselstjeneste. Lars Kragh Andersen kalder sig selv for liberal aktivist og markedsanarkist.

Aktivisten Lars Kragh Andersen lever på en hemmelig adresse og kommunikerer via en telefon med taletidskort. Arkivfoto: Ditte Valente/Polfoto
Læs mere
Fold sammen

Lars Kragh Andersen blev provokeret, da kørselstjenesten Uber måtte lukke i Danmark. Mennesker skal nemlig have lov til frit at handle mellem hinanden uden indblanding fra staten, mener den selvudnævnte liberale markedsanarkist. Derfor har han nu udviklet kørselstjenesten Avanti, der ifølge ham skal åbne om en måneds tid, og her skal chaufførerne ikke leve op til kravene i taxilovgivningen, mens det er op til dem selv, om de vil betale skat eller ej af deres indkomst – ifølge Lars Kragh Andersen bør de lade være.

Lars Kragh Andersens nyeste projekt er et resultat af hans stærke holdninger til, at mennesker skal leve frit og handle frit uden regler og love, så længe det ikke krænker andre menneskers frihedsrettigheder. Og det er ikke første gang, at han direkte forsøger at komme i myndighedernes søgelys med sine aktivistiske aktioner.

Han har tidligere offentliggjort stats­ministerens CPR-nummer ved blandt andet at trykke det på T-shirts, som han har solgt videre på internettet, og han har ikke betalt indkomst­skat siden 2011.

Han har også åbenlyst solgt hash til trods for, at han ikke selv ryger det, og han er flere gange kommet med krænkende udtalelser om navngivne betjente og religiøse minoriteter.

Det har ført til tre anholdelser, og Lars Kragh Andersen lever derfor i dag på en hemmelig adresse og kommunikerer via en telefon med taletidskort med et telefonnummer, som han aldrig giver videre.

Jobbet som politibetjent blev startskud

Aktivisten fortæller, at hans stærke holdninger begyndte, da han arbejdede som politi­betjent.

Jobbet var startskuddet til hans – efter eget udsagn – filosofiske rejse, hvor fandt ud af, at han ikke kunne leve med at håndhæve de love og regler, der krænkede folks frihed, selv om det ikke gik ud over andre.

Derfor begyndte Lars Kragh Andersen at læse om liberale tænkere og markeds­anarkisme på internettet – og derfra gik det hurtigt.

Han stoppede med at betale skat og begyndte at føre sine holdninger ud i livet gennem aktivistiske aktioner, og han begyndte siden at skrive kronikker og debatindlæg, hvilket førte til, at han ofte blev citeret i forskellige medier.

Og nu er Lars Kragh Andersen på banen igen med den nye ulovlige kørselstjeneste.

»Det er værd at kæmpe for, at mennesker har ret til frit at handle med hinanden, så længe det ikke krænker andre menneskers frihedsrettigheder. Staten ødelægger denne frihed, og derfor er den en af de mest destruktive og tossede institutioner i samfundet,« lyder det fra aktivisten.