Halv finsk spilkomet solgt for 8,4 milliarder

Den finske spilkomet Supercell, der blev grundlagt for kun tre år siden, er blevet halvt japansk.

GungHo Online Entertainment og teleselskabet Softbank har købt halvdelen af den finske spiludvikler for over otte milliarder kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: YUYA SHINO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det store japanske teleselskab Softbank og det ligeledes japanske spilselskab Gungho har sammen købt 51 pct. af aktierne i Supercell for 1,53 mia. dollar, svarende til 8,4 mia. kr.

Supercell blev stiftet i juni 2010 og står bag kendte mobilspil som Clash of Clans og Hay Day. Spillene er gratis at købe, men brugerne kan derefter tilkøbe ekstra muligheder eller goder.

Især de to spil har opnået enorm vækst, og selskabet øgede blandt andet bruttoomsætningen fra omkring 100 mio. dollar i 2012 til 179 mio. dollar bare i første kvartal af 2013.

I april i år var Supercells daglige omsætning på omkring 2,4 mio. dollar ifølge magasinet Forbes og dermed godt på vej til et niveau omkring 800 til 1.000 mio. dollar i hele 2013.

Med det japanske aktiekøb er hele Supercell værdisat til 3 mia. dollar (knap 17 mia. kr.). Det er også et tal i heftig fremgang, da selskabet ved en finansieringsrunde for bare otte måneder siden blev værdisat til 770 mio. dollar (4,3 mia. kr.).

Selskabets medgrundlægger Ilkka Paananen får lov til at blive ved som topchef i Supercell, som også fortsat vil have hovedsæde i Helsinki.