Hævede ulovligt prisen på medicin med 2.000 procent – nu bliver selskabet politianmeldt

Lægemiddeldistributøren CD Pharma satte i 2014 prisen på et lægemiddel op med 2000 pct., da konkurrenten ikke kunne levere til regionerne som aftalt. Det er ulovligt, stadfæster konkurrenceankenævnet i en kendelse, der har principiel betydning for regionernes indkøb af medicin.

CD Pharmas lægemiddel Syntocinon benyttes af offentlige sygehuse i Danmark til at kickstarte veer inden fødslen og har eksisteret siden 1950’erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Hedegaard

Det var ulovligt, da lægemiddeldistributøren CD Pharma i 2014 misbrugte sin position på markedet og hævede prisen på et lægemiddel, som sætter fødsler i gang, med 2000 pct.

Det stadfæster Konkurrenceankenævnet nu i en kendelse.

Jakob Hald, der direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, udtaler i en pressemeddelelse, at »det er en vigtig kendelse«, da sagen har principiel betydning.

»Den gør det klart, at en leverandør af medicin med en dominerende stilling på markedet ikke må sætte prisen urimeligt højt,« siger han.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser i pressemeddelelsen, at Konkurrencerådet vil anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med henblik på en strafferetlig forfølgelse.

Fra 25 til 945 kr. da konkurrent ikke kunne levere

Sagen tog sin begyndelse, da en konkurrent til det svenske selskab CD Pharma i 2013 vandt rammekontrakten om at levere det ve-stimulerende lægemiddel Syntocinon til regionernes indkøbsorganisation Amgros til 43 kroner per pakke.

Konkurrenten kunne ikke levere som aftalt i foråret 2014, og Amgros måtte i stedet købe lægemidlet fra CD Pharma. CD Pharma havde i modsætning til konkurrenten leveringssikkerhed, fordi selskabet havde en eksklusiv aftale med producenten om salg af Syntocinon i Danmark.

Sidst i april 2014 hævede CD Pharma prisen på lægemidlet med 2000 procent fra 45 kroner til 945 kroner. CD Pharma har ikke kunnet begrunde prisstigningen med for eksempel højere omkostninger eller særlige hensyn til forskning og udvikling, som det kræves, hvis man skal kunne retfærdigøre prisstigninger i det niveau.

Prisstigningen indebar, at Amgros betalte ca. seks millioner kr. mere end prisen i rammeaftalen med konkurrenten, og konkurrenten var som følge af en bestemmelse i rammekontrakten forpligtet til at erstatte regionernes meromkostninger ved købet af lægemidlet hos CD Pharma.

Lægemiddel benyttes af alle offentlige sygehuse

Jakob Hald peger på, at kendelsen er vigtig, fordi den slags prisstigninger kan begrænse konkurrencen, da den markant forøger eventuelle erstatningsomkostninger forbundet med leveringssvigt, hvis en virksomhed ikke kan skaffe de tilbudte lægemidler.

Konkurrencerådet afgjorde i januar i år, at CD Pharma havde overtrådt konkurrencelovens forbud mod misbrug af dominerende stilling, da selskabet satte prisen op. Selskabet ankede sagen til Konkurrenceankenævnet, som nu har afsagt kendelse.

Det ve-stimulerende lægemiddel Syntocinon, som benyttes af offentlige sygehuse i Danmark, har eksisteret siden 1950’erne, og patentet er udløbet for længe siden. Prisen har ligget omkring 44 kroner per pakke i perioden 2007-2014.

Syntocinon er kunstigt fremstillet af oxytocin. Det er oxytocin, der får livmoderen til at trække sig sammen under fødslen, og sammentrækningen gør, at barnet skubbes ud af livmoderen.

Alle kvinder i Danmark tilbydes desuden Syntocinon efter fødslen til at forebygge blødning fra livmoderen.