Hækkerup gøder eksportvejen for grønne firmaer

Danmarks grønne virksomheder forsøger at blomstre i udlandet, men vejen dertil er ofte besværlig. Derfor vil handels- og europaminister Nick Hækkerup sammen med Udenrigsministeriets Eksportråd nu gøde eksportvejen for de små- og mellemstore virksomheder.

Michael Wick fra den grønne virksomhed Adept Water Technologies er med i eksportprojektet Grøn Vitus. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø. Fold sammen
Læs mere

Inden drikkevandet i Ukraine risler ud af vandhanen, strømmer det på sin vej forbi russiske kemikaliefabrikker, der ligger helt ud til floderne og lader bakterier flyde med vandet. Når vandet senere rammer rensningslægget, får ukrainerne ikke siet alle bakterierne ud af drikkevandet, og regeringen har ikke økonomi til at modernisere rensningsanlæggene.

Den lurede Peter Hasbo på et besøg i Ukraine. Han fornemmede, landets regering havde fokus på problemet med rent drikkevand, men at de manglede midlerne til at rense drikkevandet, der ifølge Peter Hasbo forsyner størstedelen af storbyernes voksende middelklasse.

Så da Peter Hasbo kom tilbage til Hørsholm, hvor hans firma Hasbo A/S holder til, begyndte han at bygge forskellige pumper, der kunne suge grundvandet op til ukrainerne. Det var en oplagt eksportmulighed for den grønne virksomhed, som normalt beskæftiger sig med vandforsyninger og geologiske undersøgelser af grundvandet. Men det er besværligt at indtage det ukrainske marked, fortæller han. Siden er der ikke sket mere.

Ifølge Udenrigsministeriets Eksportråd forsøger et stigende antal grønne danske virksomheder at eksportere deres produkter til udlandet – for det meste uden held, fordi de ikke har ressourcerne til at komme ud af andedammen. Derfor vil de gennem eksportprojektet Grøn Vitus, som starter i dag, give nøje udvalgte grønne virksomheder muligheden for at få eksportrådgivning, der kan hjælpe dem til at etablere sig på eksportmarkedet.

Det glæder Peter Hasbo, hvis virksomhed er med i eksportprojektet. Han håber, det kan skubbe de små virksomheder i gang.

»Danmark er fyldt med små virksomheder, hvor der er en masse gode ideer, men de kommer ikke rigtig ud på eksportmarkedet, fordi man ikke har ressourcer og kapacitet til det. Der mangler ressourcer til at kaste sig over eksportmarkederne,« siger han.

»Vi er helt blanke«

En af de andre grønne virksomheder med en god idé er Adept Water Technologies, der også er med i eksportprojektet. Her opdagede Michael Wick, at vandet, som tandlægerne sprøjter ind i patientens mund, er fyldt med bakterier. Slangerne som sidder i tandlægestolen og fører vandet rundt til tandlægens remedier, er simpelthen et fantastisk økosystem for bakterier. Vandet bevæger sig langsomt rundt i slangerne og danner hurtigt stuetemperaturer. Derfor opfandt virksomheden en boks, som tandlægerne kan installere som et led mellem vandtilførslen og tandlægestolen. På den måde løber vandet gennem boksen og bliver renset, ligesom der dannes klor, der føres rundt i slangerne og dræber bakterierne.

Den opfindelse vil Michael Wick og den grønne virksomhed nu indtage det amerikanske marked med. Gennem forskellige tandlægemesser i USA opdagede han nemlig, at de amerikanske tandlæger begyndte at tale om det bakteriefyldte vand. Men han ved intet om at eksportere ud af Europa. Han ved kun, at USA huser mere end 150.000 tandlægepraksisser.

»Vi er helt blanke med hensyn til det amerikanske marked. Vi skal igennem medicinlovgivningen, når vores produkt hører inde under medicinalindustrien, og vi skal finde ud af, om vi skal markedsføre os via annoncer eller messer. Så eksportprojektet skal hjælpe os med det hele,« siger han.

Dansk styrkeposition

I dag slår handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) på glasset i Udenrigsministeriet og byder de første tolv virksomheder, der skal være med i Grøn Vitus, velkommen. Eksportrådet forventer at skabe 50 nye arbejdspladser og øge eksporten med 35-50 millioner kroner inden for de næste par år med eksportprojektet. For ministeren handler det om to helt simple ting, når Eksportrådet skal hjælpe de grønne virksomheder ud over landets grænser og etablere sig på eksportmarkedet. Det handler om at tænke på miljøet til fremtidige generationer, ligesom han håber, de grønne virksomheder kan skabe økonomisk vækst og arbejdspladser til Danmark.

»Helt fundamentalt så handler det om at gøre noget, når vi kigger ud over verden og økonomiske væksttal, som ser ud til at give god mening, og hvor Danmark har en styrkeposition,« siger Nick Hækkerup.

Men selv om Nick Hækkerup kalder de grønne virksomheders kompetenceområde for »en dansk styrkeposition«, så mener han ikke, det er uambitiøst kun at stræbe efter at skabe 50 arbejdspladser og en øget eksport på 35-50 millioner kroner i forbindelse med eksportprojektet.

»Jeg vil hellere sætte tallet lavt og blive glædeligt overrasket end at komme med tal, som signalerer, at her har vi det enkelte initiativ, der skal redde dansk økonomi gennem krisen,« siger Nick Hækkerup.