Hæder til Danmark fra Cannes

Foto: Karlsson Arkitekter/VLA Fold sammen
Læs mere

Danmark var i centrum, da der i sidste uge blev uddelt priser til MIPIM Award 2017 i Cannes. I kategorien ’Best Healthcare Development’ vandt psykiatrisygehuset i Slagelse, der er tegnet af Karlsson Arkitekter i samarbejde med VLA

»Det har været en stor udfordring at arbejde med arkitektur og design for dem, som behøver det mest. Og en stor glæde at opleve også international anerkendelse af dette arbejde,« udtaler Christian Karlsson om hæderen til det, der også kaldes ’ejendomsbranchens Oscaruddeling’.

Ambitiøst byggeri

Det nye psykiatrisygehus i Slagelse er med 44.000 kvm og en investering på ca. 1.2 mia. det største og mest ambitiøse psykiatribyggeri i mange år.

Psykiatrisygehuset blev i 2016 tildelt hele tre priser. Så sent som i oktober vandt byggeriet den internationale arkitekturpris ’The Architectural Review Award 2016’ som en anerkendelse af projektets ambitiøse tilgang til at skabe et helende og stimulerende miljø for patienterne og tidligere på året løb Region Sjælland af med Bygherreprisen 2016.