Hackere kan overtage din mobil

Jo mere avanceret din mobiltelefon bliver, jo større risiko er der for, at hackere kan tage kontrollen over din mobiltelefon. iPhone er det første eksempel.

Foto: Gabriel Bouys
Forskere har fundet et alvorligt sikkerhedshul i iPhone, der betyder, at hackere kan tage fuld kontrol over den populære mobiltelfon fra Apple.

Det fortæller forskere fra det amerikanske sikkerhedsfirma ISE, Independent Security Evaluators, til New York Times. Og konsekvenserne kan blive store. Når først en iPhone er inficeret, kan hackerne blandt andet få den til at foretage opkald eller høste den for SMS-beskeder og mails, skriver computerworld.dk.

"Når man først har fundet et hul, så er man i fuld kontrol. Vi kan få hver eneste fil, som vi vil have," siger Charles A. Miller fra ISE til New York Times.

Steven M. Bellovin, der er professor i datalogi ved Columbia University, er ikke overrasket over, at forskerne på kun en uge har fundet det alvorlige sikkerhedshul i iPhone.

"Vi har hørt i et par år, at vira og orme ville blive et problem på mobiltelefoner, når de blev lidt mere kraftfulde, og der er vi nået til nu. iPhone er en fuldblods-computer og ikke overaskende har den problemer i samme klasse som en computer," siger Steven M. Bellovin til New York Times.

"Det er ikke verdens undergang og heller ikke iPhones undergang. Men det er et tegn på, at man ikke kan sænke paraderne, og vi er nødt til at skrive bedre software og systemer," siger Steven M. Bellovin.

Kilde: computerworld.dk