Hackerangreb har slået Demant et felt tilbage

. Demant har gennem de seneste måneder været i nødberedskab efter det hackerangreb, som ramte selskabet i starten af september.

Det betyder også, at de ambitiøse vækstplaner, som selskabet oprindeligt havde for andet halvår, for en tid er blevet lagt til side, så Demant i stedet har kunnet fokusere på at servicere eksisterende kunder og genoprette selskabets kritiske it-systemer.

For 2019 som helhed betyder det også, at Demant ikke længere venter at vokse mere end markedet - men i stedet på niveau med markedet.

Forretningen er dog igen på vej fremad nu efter genopretningen, og til næste år er der igen lagt op til vækst over markedsvæksten.

- Der er ikke sket noget skade, der forhindrer, at forretningen igen kommer op i samme fart som tidligere. Men vi er selvfølgelig blevet sat tilbage, og det, der er tabt, er tabt. Men vi snakker ikke længere om it, og generelt går det fremad med hastige skridt, siger Søren Nielsen, der er administrerende direktør hos Demant, til Ritzau Finans.

- Jeg er helt overbevist om, at vi igen er i stand til at vinde markedsandele næste år, fortsætter han.

Han peger på, at turen gennem hackerangrebet og genopretningen af systemer har været hård, og at omkostningerne naturligvis har været hård.

Demant kom lidt svagt ind i 2019 som følge af blandt andet den franske sundhedsreform, der udskød faktureringen af en stribe produkter, og siden var forretningen også sat lidt tilbage af højere returrater end normalt, da selskabet skiftede sin tidligere genopladelige batteriteknologi ud med litium-ion-teknologi, der fik mange kunder til at skifte til den nye teknologi i løbet af prøveperioden.

Men i juli og august var væksten for alvor på vej op i fart efter lanceringen af topproduktet Oticon Opn S i foråret, og så ramte hackerangrebet, der betød, at vækstplanerne måtte smides i skraldespanden.

- Vi havde fuld fart på alle cylindre, og så ramte vi direkte ind i muren, siger Søren Nielsen.

Han er dog fortsat opløftet af den måde, som Demant-organisationen har håndteret situationen. Den tilskriver han fortsat en stor del af æren for, at selskabet i dag igen er på vej fremad.

/ritzau/FINANS