Hacker-angreb på CO2-handel

Danmarks handel med CO2-kvoter er midlertidig suspenderet, efter at hackere har angrebet brugerne i det danske CO2-kvoteregister.

Hacker-angreb på Danmark – Energistyrelsen advarer de mere end 1.500 brugere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Handlen med CO2-kvoter i Danmark har været udsat for hacker-angreb, og Energistyrelsen har nu i samråd med FN og EU suspenderet alle handler i det danske CO2-kvoteregister, indtil der er skabt overblik over eventuelle skader. Samtidig har FN advaret samtlige CO2-registre i verden mod risiko for lignende angreb.

Pressechef i Energistyrelsen, Ture Falbe-Hansen, oplyser, at kvoteregistret, som Energistyrelsen administrerer, ikke er ramt direkte. Hacker-angrebet retter sig mod brugere af registret, som har modtaget en mail, der inficerer med virus, hvis den åbnes.

»Meddelelsen, som kan være sendt til mange brugere, ser ud som om, den kommer fra det danske kvoteregister. Men det gør den ikke. Den leder derimod brugeren ind på en falsk hjemmeside, som vil inficere med virus, hvis den åbnes,« forklarer han og sammenligner virusangrebet med de angreb, der rammer bankerne fra tid til anden.

Hacker-angrebet er alvorligt nok til, at al handel i det danske kvoteregister er suspenderet, indtil der er skabt overblik over, om nogle af brugerne har åbnet den inficerede mail og dermed er blevet hacket. Energistyrelsen advarer de mere end 1.500 brugere om virus-angrebet, og hosteren af den falske hjemmeside er blevet bedt om at lukke den ned.

»Syg joke«

Suspensionen rammer de 375 store energiforbrugende virksomheder, som opererer med CO2-kvoter samt de 1.200 private, som spekulerer i CO2-kvotehandel i Danmark på tilsvarende vis, som der spekuleres i aktier.

Adm. direktør Lars Aa­gaard fra brancheorganisa­tionen Dansk Energi, beroliger dog med, at suspensionen af handlen ikke umiddelbart skaber problemer for landets store energiforbrugende virksomheder. Har virksomhederne konti i udlandet, kan de vælge at handle i andre EU-lande, indtil kvoteregistret åbner igen.

Lars Aagaard mener, at der formentlig er tale om »en syg joke« gennemført af personer, der bare vil vise, at de er i stand til at hacke CO2-handlen. Men der kan også være tale om et forsøg på at manipulere med priserne på CO2-kvoter: »Hvis det ikke bare er en elendig form for humor, så kan man frygte, at nogen prøver på at styre prisdannelsen,« siger han.

Det er langt fra første gang, at det danske CO2-kvoteregister er involveret i svindel. For nylig blev tre britiske statsborgere arresteret i Belgien, hvor de er mistænkt for millionsvindel med CO2-kvoter. Ifølge den belgiske anklager har englænderne handlet med CO2-kvoter via Danmark uden moms og har dermed lænset den belgiske statskasse for 22 mio. kr.

Den europæiske politienhed, Europol, meddelte for nylig, at man vurderede det samlede svindelbeløb med CO2-kvoter til over 35 mia. kr., som statskasser i EU er blevet lænset for. I slutningen af 2008 blev der handlet enorme mængder af CO2-kvoter, og markedet toppede i maj 2009, hvor adskillige millioner kvoter blev handlet i bl.a. Frankrig og Danmark.