Japanske Nissan, der producerer biler til det europæiske marked i Sunderland i Storbritannien, har hele sin europæiske forretning på spil, hvis briterne forlader EU uden en aftale og dermed laver et såkaldt hårdt Brexit.
Det siger bestyrelsesformanden for Nissan Europe, Gianluca de Ficchy, i et interview med BBC.
Nissan producerer 70 procent af sine biler til det europæiske marked i Storbritannien, og en af følgerne af et hårdt Brexit kan blive, at Nissan-bilerne fra den britiske fabrik pålægges ti procent told, hvis Storbritannien overgår til WTO-regler efter Brexit. Og sker det, ja, så ser fremtiden sort ud for Nissan i Europa.
»Vi ved stadig ikke, hvad et hårdt Brexit indebærer. Der er mange alternativer, og lige nu er der masser af usikkerhed. Det eneste, jeg kan sige, er, at hvis et hårdt Brexit medfører ti procent told i medfør af WTO-reglerne, så vil det skabe et enormt problem for Nissans europæiske aktiviteter,« siger Gianluca de Ficchy.
Nissan har investeret 100 millioner pund (knap 830 mio. kr.) i fabrikken i Sunderland, hvor der produceres Qashqai og Leaf, og Nissan skal også snart i gang med en ny model af Juke, der er målrettet de europæiske markeder.
Ifølge Nissan-formanden går hans bekymring ikke kun på fabrikken i Sunderland.
»Det handler ikke om Sunderland. Det handler om bæredygtigheden af vores forretning (i Europa, red.) Hvis vi skal pålægges ti procent eksporttold på de biler, vi eksporterer fra Storbritannien til EU, og når de udgør 70 procent af den totale produktion, så vil den samlede forretningsmodel ikke være bæredygtig,« siger Gianluca de Ficchy.
EU og Storbritannien forhandler i øjeblikket om en ændring af den Brexit-aftale, som EU har indgået med den tidligere britiske premierminister Theresa May.
Den britiske premierminister Boris Johnson har sagt, at briterne under hans ledelse forlader EU 31. oktober. »Do or die« og altså dermed uanset. om der er en aftale eller ej.