Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Store omvæltninger er i gang i Carlsberg. Den nye topchef, Cees ’t Hart, har allerede bebudet, at han går virksomhedens strategi igennem med en tættekam.
Til foråret vil det stå klart, hvordan fremtidens Carlsberg skal se ud, hvad der satses på, og hvad der måske lukkes eller sælges fra. Men allerede nu står det klart, at fremtidens Carlsberg bliver uden den mangeårige koncernfinansdirektør og næstkommanderende i bryggeriet, Jørn P. Jensen.
Siden Jørgen Buhl Rasmussens afgang før sommeren har der været hvisket i krogene om, hvorvidt Jørn P. Jensen ville overleve i bryggeriet under Cees ’t Hart.
Forholdet til formand Flemming Besenbacher har været anstrengt gennem længere tid, ifølge kilder som Berlingske har talt med, og Hart har samtidig brug for at sætte sit eget hold.
Godt nok er parterne udadtil enige om Jørn P. Jensens afgang. Men det lugter af et voldsommere brud, idet Jørn P. Jensen er ude allerede om 14 dage, og der ikke er fundet en afløser. Uanset hvad kan man konstatere, at Besenbacher ikke har holdt hånden over Jørn P. Jensen, og Hart heller ikke har insisteret på, at han blev.
Hverken Jørn P. Jensen eller Cees ’t Hart har villet lade sig interviewe om udskiftningen i toppen af Carlsberg.
Derfor er Carlsberg-direktørs exit ingen overraskelse
Men Flemming Besenbacher skriver i en mail til Berlingske Business:
»Jeg mener, at beslutningen er den rigtige for både Carlsberg og for Jørn. Der igangsættes nu en intensiv søge- og rekrutteringsproces. Der vil blive ansat en ny koncernfinansdirektør og ikke en viceadm. direktør. Det vil selvfølgelig give Cees nye muligheder at lede Carlsberg på. Derfor er alle parter også enige om, at det er den rigtige beslutning nu,« skriver Besenbacher.
Han signalerer dermed, at han ikke mener, at konstellationen med to næsten sideordnede direktører i toppen af Carlsberg har været optimal. Jørn P. Jensen har været for magtfuld, derfor skal der nu findes en mere klassisk finansdirektør.
Et anstrengt forhold
Forholdet mellem Jørn P. Jensen og de institutionelle investorer har også været anstrengt. Investorerne har længe været trætte af, at Jørn P. Jensen ved investormøder meget håndfast har lovet og lovet, men i sidste ende ikke leveret. Det til trods hører Jørn P. Jensen til blandt de bedst lønnede finansdirektører herhjemme.
En sammentælling foretaget af Berlingske Research viser, at Jørn P. Jensen, der kom til Carlsberg i 2000, alene siden 2008 har tjent over 120 mio. kr. i løn og bonusprogrammer. Til det kan han formentlig lægge en fratrædelsespakke på godt 40 mio. kr.
Besenbacher frygter ikke, at Carlsberg taber højde i en kritisk fase, hvor hele selskabets strategi er til revision, og der ikke er fundet en person til den vigtige koncernfinansdirektørpost.
»Jeg er helt tryg ved, at Cees ’t Hart nu iværksætter en intensiv rekrutteringsproces med henblik på at finde den rette person for Carlsberg. I mellemtiden tager Cees over, og Jørn har lovet at stå til rådighed i en periode for at afslutte nogle projekter,« skriver han.
Ifølge Berlingskes kilder kan en intern kandidat til den ledige efter Jørn P. Jensens post være Jan Thieme Rasmussen, der har været en solid finansdirektør for Carlsberg i Sverige og for Carlsberg i Danmark og siden 2010 arbejdet for Jørn P. Jensen på gruppeniveau.
En anden intern kandidat er Lars Cordi, der betegnes som lidt af en wonderboy i finansafdelingen i Carlsberg.
Læs portræt af Jørn P. Jensen på bagsiden.