Hård norsk vinter dæmper dansk tøjkoncerns vækst

Den midtjyske tekstilvirksomhed DK Company leverede som forventet et solidt resultat i årets første kvartal. Det kan dog langt fra hamle op med sidste års stærke opstart.

DK Company-direktør Jens Poulsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Økonomien er fortsat stabil i modevirksomheden DK Company. Selskabet gik ud af de første tre måneder af 2013 med en omsætning på 442 millioner kroner og et resultat før skat på 37 millioner kroner.

Men resultatet kan ikke hamle op med første kvartal af rekordåret 2013, hvor selskabet havde en omsætning og et resultat før skat, der var henholdsvis 21 og 14 millioner kroner højere.

»Omsætningsnedgangen ligger primært i nogle meget hårde januar og februar-måneder, primært i vores norske butikker, men også i Sverige og Danmark. Og de to måneder har været svære for hele branchen. Det har nu stabiliseret sig, og vi vil hente en del hen over foråret. Sammenlagt har vi også gennemgået et skifte i ledelsen i Norge, og det har ført til en del oprydning,« siger DK Companys administrerende direktør og stifter, Jens Poulsen.



»Overordnet set er vi dog tilfredse, fordi vi, trods udsvinget i butikkerne, overholder vores interne forventninger og budgetter. Samtidig har vi jo også foretaget et stort opkøb, så vi er meget godt tilfredse med, at vi samtidig kan overholde vores forventninger til den nuværende forretning,« fortsætter Jens Poulsen.

Årets første tre måneder har på mange måder været opløftende for Ikast-drengen Jens Poulsens ekspanderende tekstilvirksomhed. Få dage efter at selskabet offentliggjorde, at 2013 var et økonomisk rekordår, satte DK Company trumf på med opkøbet af fire brands fra konkurrenten IC Companys, heriblandt Matinique og InWear. DK Companys smed 50 millioner kroner på bordet, men da DK Company først overtager de fire brands pr. 1. juli, fremgår effekten heraf ikke af det første kvartalsregnskab.

Kvartalsregnskabet får ikke DK Company til at ændre sine forventninger til det indeværende år, hvor modeselskabet regner med en omsætning på mellem 1,85 og to milliarder kroner og et driftsresultat på mellem 105 og 120 millioner kroner. Selskabet opnåede sidste år en nettoomsætning på over 1,5 milliard kroner og et driftsresultat på 99,7 millioner kroner.

Jens Poulsen stiftede DK Company i 2001.