Hård konkurrence giver billigere billetter til danske passagerer

Det store udbud af ruter fra Københavns Lufthavn og den benhårde konkurrence mellem flyselskaberne presser prisen på flybilletter i bund.

Læs mere
Fold sammen
Luftfartsindustrien går et ekstremt hårdt år i møde, men flykunderne kommer næppe til at mærke de vanskelige tider. Den benhårde konkurrence mellem flyselskaber, der satser kraftigt på Københavns Lufthavn, fører nemlig til rekordlave billetpriser for danske flypassagerer.

Efter Sterlings konkurs i oktober sidste år har adskillige selskaber varslet storoffensiv i København. Mange har oprustet på Sterlings tidligere ruter, og der er udsigt til en hård kamp om kunderne. Udbuddet af ruter og flysæder er med andre ord rekordstort, men efterspørgslen forventes at falde markant.

»Den hårde konkurrence er en fordel for forbrugerne. Aldrig tidligere har der været så mange muligheder for at rejse til forskellige destinationer, og aldrig har priserne været så lave,« siger adm. direktør i Københavns Lufthavn, Brian Petersen.

Den opfattelse deles af aktieanalytiker i Jyske Bank, Karsten Sloth. Han fremhæver, at selskaberne udkæmper en hård kamp om markedsandele i Københavns Lufthavn, og at midlet til at lokke kunder i butikken formentlig vil være rekordlave priser.

»Vi har en række selskaber, som vil ind og fylde noget mere. De offensive aktører vil formentlig vise kunderne, at de er kommet for at blive, og vi vil se kampagner med lave priser. Det er oplagt, at de mange nye spillere vil føre til hård priskonkurrence,« siger Karsten Sloth.

Et af de selskaber, der satser på at vokse markant i Københavns Lufthavn, er lavprisselskabet Norwegian. Her forventer selskabets kommercielle direktør, Daniel Shjeldam, generelt et lavt prisniveau i 2009.

»Der vil være rigtig mange flybilletter til lave priser på det danske marked. Konkurrencen er hård, og der er overkapacitet i markedet. Prisen bliver et væsentligt konkurrenceparameter,« siger han.

Kombinationen af lav efterspørgsel og hård konkurrence fik forleden mægler- og rådgivningsvirksomheden Travelbroker Nordic til at konstatere, at priserne på interkontinentale ruter er lavere end nogensinde før. Travelbroker Nordic har tjekket luftfartsselskabernes kampagnepriser, og mange interkontinentale rejser kan nu købes til under 5.000 kr. En returbillet til New York fra København kan f.eks. fås til 2.675 kr. hos det billigste selskab, mens de billigste billetter til Los Angeles nu kan fås til 3.610 kr.

Prisudviklingen på flybilletter bliver naturligvis også påvirket af en række svært forudsigelige eksterne faktorer som f.eks. udviklingen i olieprisen. Da oliepriserne steg kraftigt i første halvdel af 2008, indførte de fleste flyselskaber f.eks. et midlertidigt brændstoftillæg, der skulle afbøde en del af de stigende omkostninger. I takt med, at den økonomiske krise blev forværret senere på året, faldt olieprisen markant, og meget tyder på, at der går lang tid, før olieprisen igen kommer op på rekordniveauet fra juli sidste år. Indtil da kan flypassagerne formentlig glæde sig over relativt lave priser på flybilletter.