Håndværkeren bygger i højden

Robin Feddern begyndte som snedker og er i dag direktør og partner i fynske Arkitektgruppen, som bygger løs i hovedstaden – og gerne i højden.

Robin Feddern er chef for Arkitektgruppen, der hører til Fyn, men som har 80 procent af sine byggeopgaver i hovedstadsområdet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

46-årige Robin Feddern er en af hovedmændene i udviklingsselskabet Arkitektgruppen, som gennem de senere år har sat sit præg på nybyggeriet i blandt andet Ørestad og Østamager med adskillige højhuse.

Allerede som ung kom han ind i byggebranchen, da han kom i lære som bygningssnedker i et lokalt firma i Assens. Efter læretiden ville han egentlig have læst videre, men var de næste tre år en del i Norge, hvor der også dengang var velbetalte bud efter danske håndværkere.

Han fik dog kastet sig over bøgerne – først som byggetekniker, siden som bygningskonstruktør, endda med studieophold i Manchester. I 1994 fik han job hos KPC, det Herning-baserede bygge- og udviklingsselskab.

»Der var jeg glad for at være, og jeg var god til at være entreprenør,« siger Robin Feddern.

Efter en kort periode som byggerådgiver passede det familien rigtig fint, at Arkitektgruppen i Odense kunne bruge ham. Det gav også mulighed for at drage til Fyn, hjemstavnen for både ham selv og Pia, partneren gennem nu tre årtier.

I Arkitektgruppen var titlen først indkøber, men der kom snart »chef« og »direktør« på visitkortet. Og i 2002 blev Robin Feddern medejer; i dag har han en tredjedel, mens grundlægger Jørgen Witting ejer resten af det godt 40 mand store firma.

I de foreløbig 17 år i Arkitektgruppen har Robin Feddern oplevet både op- og nedture.

»I 2007 var vi 54 ansatte, men fik vores hidtil eneste underskud, og vi nåede ned på 19 ansatte året efter. Vores omsætning gik fra over 800 mio. til under 200 mio. kroner.«

Nu stiger omsætningen igen. I 2012 blev salget 315 millioner kroner, og sidste år kom der »nok 50-60 millioner oveni.«

»I år kommer vi i nærheden af 600 millioner kroner i omsætning. Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke vokser for hurtigt, men har et kontrolleret tempo og en sund udvikling,« siger Robin Feddern.

Der er dog masser af byggeopgaver, og foreløbig følger indtjeningen med.

Ikke mindst i hovedstaden har Arkitektgruppen mange opgaver, og ledelsen har tidligere overvejet at flytte hovedsædet.

Odense blev dog fastholdt som hovedadresse og hjemsted for stabsfunktionerne. Derfor er Robin Feddern og andre i firmaet blevet gode kunder på Storebæltsforbindelsen, for en god del af de efterhånden berømte 1.000 nye københavnere hver måned får tag over hovedet via Arkitektgruppen.

Firmaet har blandt andet været aktiv med en stribe projekter i flere af Ørestads bydele og ikke mindst på Østamager, hvor nye boligblokke skyder op i gamle industrikvarterer tæt på kysten og metroen, som delvis er anlagt på gammelt jernbaneterræn.

Især tæt ved Øresund Metrostation har Arkitektgruppen længe været aktiv – dels for egen regning og risiko, dels som leverandør til Danica Pension.

Firmaet har opført det 21 etager høje Strandtårnet med godt 100 lejligheder og ved siden af et mindre byggeri med butikker og 22 boliger. På næste grund knejser Tower-huset med 27 lejligheder i 14 etager, og et stenkast derfra er samtlige nøglesæt til 16 rækkehuse lige blevet overrakt til køberne. Og ved siden af rækkehusene er Arkitektgruppens entreprenører gået i gang med Twister-tårnet, der får 15 etager og 28 ejerlejligheder.

Desuden kunne Berlingske Business kort før jul fortælle, at Feddern og Arkitektgruppen havde købt tre erhvervsejendomme i området. De skal rives ned og erstattes af rækkehuse og lejligheder for op imod 200 millioner kroner.

De samlede byggerier og projekter på Østamager ligger efterhånden omkring i milliardklassen, men også andre steder i hovedstaden har Arkitektgruppen planer og projekter.

Det gælder blandt andet i Valby, hvor Grønttorvet flytter væk om et par år og gradvist efterlader attraktiv byggejord tæt på det kommende trafikknudepunkt Ny Ellebjerg.

Tabte otte kilo

I hjembyen Odense sidder Robin Feddern i et nyt rådgiverorgan for den kommende letbane, og firmaet er blandt andet aktiv i den fortætning, der skal ske i bymidten, som i mange år har været gennemskåret af den stærkt trafikerede Thomas B. Thriges Gade.

Det fynske spiller stadig stor rolle uagtet de mange aktiviteter i hovedstaden. Feddern er med i et erhvervsnetværk, som også arrangerer cykelløb.

Sidste års færd i de franske alper og indledende træning gav på seks måneder et vægttab på otte kilo, og nu glæder den slankede snedker og udvikler sig til sommerens tur til de italienske dolomitter.