Gyldendal klar til nyt finansielt kapitel ovenpå fremgang

Gyldendal er klar til at vende en ny side i forlagets regnskabsbøger og opjusterer efter et halvår, der viser fremgang.

Foto: Bax Lindhardt. Gyldendal er klar til et nyt finansielt kapitel for forlaget og opjusterer forventningerne til 2015's resultat
Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af forlagets halvårsregnskab.

Forlaget har i årets første seks måneder haft en omsætning på 335,6 mio. kr. mod 323,6 mio. kr. i samme periode sidste år.

Endnu bedre ser det ud, hvis man ser på forlagets resultat. Periodens driftsresultat før afskrivninger blev 8,2 mio. kr. mod et underskud på 7,1 mio. kr. i samme periode i 2014.

Periodens samlede resultat gik ligeledes frem, nemlig til 3,7 mio. kr. fra 0,7 mio. kr. Resultatet før skat vendte til et overskud på 4,4 mio. kr. fra et underskud på 12,9 mio. kr. Resultatet er fordelt med et underskud på 0,5 mio. kr. fra de fortsættende aktiviteter, mens de ophørende distributionsaktiviteter, Nordisk Bog Center, gav et plus på 4,9 mio. kr.

- Gyldendal har traditionelt underskud i årets første halvår. De senere års fokus på indtjeningsforbedringer i såvel forlags- som distributionsaktiviteterne er fortsat i 2015 og har haft positiv effekt i begge segmenter. Særligt det kontinuerlige fokus på produktions og distributionsomkostninger har båret frugt, skriver selskabet i regnskabet for første halvår.

Gyldendal er dermed klar til et nyt finansielt kapitel for forlaget og opjusterer forventningerne til 2015's resultat. Selskabet venter nu et resultat før skat, der er "lidt bedre" end i 2014. Omsætningsforventningerne præciseres til 825 mio. kr.

Tidligere ventede selskabet en omsætning og et resultat før skat på samme niveau som i 2014, hvor omsætningen blev på 844,9 mio. kr. og resultatet før skat på 75,8 mio. kr.