Guldsmede tager kampen op mod leverandører i samlet flok

Danske guldsmede og smykkeforretninger føler sig trådt under fode af store leverandører som Pandora og er gået sammen om en ny indkøbskæde for at skaffe bedre indkøbspriser.

Foto: Linda Kastrup

Danske guldsmede og smykkeforretninger føler sig trådt under fode af store leverandører som Pandora og er gået sammen om en ny indkøbskæde for at skaffe bedre indkøbspriser. Det skriver dagbladet Børsen.

Smykkebutikkerne er utilfredse med leverandører som Pandora, der på grund af deres markedsposition pludseligt kan hæve priserne eller opsige en samarbejdsaftale med blot en måneds varsel, hvilket kan have store konsekvenser for de mindre butikker.

- Da Pandora var lille, kontaktede de os om hjælp for at markedsføre dem. Da de så blev store, efterlod de os ude i kulden, siger formanden for den nye indkøbskæde Jeweltime, Bent Brodersen, der kalder leverandørernes opførsel respektløs og egoistisk.

Jeweltime og brancheorganisationen Danske Guldsmede og Urmagere fremhæver desuden, at mange små smykkebutikker er truet på eksistensen af, at Pandora og andre større leverandører udbreder egne konceptbutikker for at beholde hele indtjeningen selv.

Det er et billede af branchen, som Pandora ikke kan genkende.

- De anklager er vi uforstående over for. Vores indtryk er, at vores forhandlere er glade for at samarbejde med os, siger kommunikationschef Kristian Lysgaard til Børsen.

Indkøbskæden Jeweltime tæller indtil videre 33 butikker og har først og fremmest til opgave at forbedre butikkernes indkøbspriser.