Guldregn over Aller-familien

Aller-familien får over 15 mio. kr. i udlodning, efter Aller-koncernens regnskabsår er afsluttet. Sidste år var udlodningen rekordstor, og over de seneste tre år er det blevet til knap 55 mio. kroner i fonden.

Bettina Aller, direktør i Aller-koncernen, er bare én af familiemedlemmerne i Aller-familien, der forgyldes af Skandinaviens største ugebladskoncern, det familieejede Carl Allers Etablissement. <br>Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Millionerne ruller ind i Allerfonden, der efter Aller-koncernens afsluttede regnskab for 2005/06 får 15,5 millioner kroner ud af en samlet udlodning på 111 millioner kroner.

Aller-fonden ejer 14 pct. af A-aktierne i Carl Allers Etablissement -altså Aller, som er Skandinaviens største ugebladskoncern. Og derudover ejer et ukendt antal medlemmer af Aller-familien en del af Aller-koncernen - eksempelvis har Susanne Aller over seks procent af aktierne i Aller.

Fonden er styret af tre medlemmer af Aller-familien. Og i reglerne for fonden - fundatsen - fremgår det, at formålet med fonden er, "at yde økonomisk støtte til stifternes descendenter...". Støtten kan "ydes enten som en kontantydelse for et år eller flere, eller som lån...".

Derudover kan fonden støtte forskning, opfindelser eller videreudvikling inden for fremstilling af massemedier.

I 2004/05 var udlodningen rekordstor på 171 millioner kroner. Og gennem de sidste tre år har Allerfonden fået knap 55 millioner kroner i udlodninger, der i øjeblikket ligger på 35 pct. af koncernens overskud, som var 445 mio. kr. før skat i 2005/06.

I Allerfonden sidder blandt andre overdirektør Jørgen Aller, der ejer A-aktier til en pålydende værdi - det vil sige den værdi, aktien havde, da de blev udstedt - svarende til 2,3 millioner kroner. Værdien af aktierne er sandsynligvis markant højere i dag.

Carl Erik Aller og Svend Aller sidder også med i Aller-fonden. Og det er ikke kendt, hvor stor den samlede formue i Allerfonden er.

Ifølge bestyrelsesformanden i Carl Allers Etablissement, Richard Sand, er udlodningen ikke unaturlig høj. Den har dog været lavere, men er steget efter pres fra Rella, der er storaktionær i Aller-koncernen.

"Hvis man spurgte, ville mange af aktionærerne sige, at beløbet var for småt. Jeg mener, at vi ligger perfekt," siger han og peger på, at udlodningen ligger på "mainstream", der ifølge ham er på mellem 20 og 50 pct.

"Det er Rella, der har presset på. Der er ingen af familiemedlemmerne, der har presset på."

Direktionen får fem mio. kr. mere

Udover en udlodning på over 100 mio. kr. stiger direktionens lønninger samlet set med over fem millioner kroner. Dermed udgør årslønnen knap 29,2 mio. kr. som skal fordeles mellem de fire medlemmer i direktionen.

Direktionen består af den kendte Bettina Aller, der blandt andet har deltaget i Vild med Dans og polarudflugter, samt Carl Erik Aller, Erik Aller og Katinka Aller.