Guldbelagt bøf og luksushoteller: Webshopbagmænd brændte 295.000 firmakroner af i græsk ø-paradis og erklærede så selskabet konkurs

Firmakortet holdt for, da webshopejerne Mark Haugaard og Halfdan Harring med kærester sidste sommer tog tre uger til Mykonos. Kort efter hjemkomst erklærede de selskabet konkurs med en gæld på 25 millioner kroner. En forretningsrejse, mener de. Kurator vil have dem frakendt retten til at drive virksomhed.

Under turen til Mykonos, hvor der blev brugt 295.000 kroner på firmakortet, boede webshopejerne og deres kærester blandt andet på det luksuriøse Anax Resort og Spa. Pr

295.000 kroner for tre uger på luksushoteller på Mykonos, 12.000 kroner på et diskotek i Skagen, 140.000 kroner skudt i en lejelejlighed i København og 1.210.000 kroner hevet ud til sig selv på et tidspunkt, hvor der ikke var råd til det.

Det gik ikke stille for sig i tiden op til, at webshopejerne Mark Haugaard og Halfdan Harring – der i årevis har åbnet og lukket et væld af webshops med påstået holdningskorrigerende tøj fra MyPosture som den største succes – i efteråret 2020 pludselig erklærede deres tilsyneladende succesfulde selskab Posture Clothing ApS konkurs med et brag.