GSK kan ikke slå Novos Victoza

GlaxoSmithKlines nye diabetesmedicin albiglutid er ikke bedre end Victoza, viser forsøg. Alligevel fortsætter den britiske medicinalgigant udviklingen af lægemidlet.

Foto: ODD ANDERSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Britiske GlaxoSmithKlines håber at kunne styrke sin position på det hastigt voksende markedet for type 2-diabetes med et ny, langtidsvirkende GLP-1-middel, Albiglutid, som netop nu er ved at blive færdigtestet i fase III-forsøg.

Lægemidlet vil være en direkte konkurrent til Novo Nordisks Victoza, som det kun skal tages en gang om ugen, mens Victoza tages dagligt. Men ser man på effekten af det britisk udviklede middel, har Novo Nordisk tilsyneladende ikke det store at frygte.

GSK har netop offentliggjort resultaterne af et forsøg, hvor målet var at undersøge om Albiglutid virker lige så godt som Victoza, og konklusionen er, at det gør det ikke. Victoza er klart bedre til at reducere blodsukkerniveauet hos type 2-patienter, end Albiglutid. Det skriver InPharma.com.

Trods det negative resultat vil GSK dog fortsat søge om godkendelse af Albiglutid, da selskabet mener, at der er så store fordele ved, at midlet kun skal tages en gang om ugen, at der er plads til det på markedet.

Selskabet ser derfor i højere grad midlet som en konkurrent til lægemidlet Bydureon, som også kun skal tages en gang om ugen. Bydureon er udviklet af det amerikanske biotekselskab Amylin og medicinalkoncernen Eli Lilly i fællesskab. Bydureon blev tidligere på året godkendt i Europa og ventes godkendt i begyndelsen af det nye år. Lanceringen af Bydureon er dog løbet ind i udfordringer efter at Eli Lilly og Amylin har droppet deres partnerskab, og Amylin nu står alene tilbage med ansvaret for færdigudvikling og markedsføring.

GSK venter at offentliggøre flere fase III-resultater i løbet af få måneder og lover at komme med en opdatering på udviklingsprogrammet for Albiglutid inden midten af 2012. Novo Nordisk er også i gang med at udvikle en langtidsvirkende variant af Victoza.