Det er ikke ringe resultater, Humphrey Lau har skabt, siden han i 2008 blev Grundfos’ kinesiske førstemand. Alene i pumpekoncernens seneste halvårsregnskab stod det kinesiske marked for en fremgang på 20 procent. Men i de senere år har det trukket i Humphrey Lau for igen at prøve kræfter »med ikke-Kina-relaterede ansvarsområder«, som han udtrykker det.
Det kan han fra nytårsskiftet, hvor han vender et nyt blad i sin karrierebog. 51-årige Humphrey Lau vender tilbage til Danmark for at blive ansvarlig for Europa-divisionen hos Grundfos, hvilket er Bjerringbro-virksomhedens største forretningsområde og udgør over halvdelen af omsætningen.
Men ikke mindst glæder han sig til at komme tættere på sine børn, der bor i Danmark.
Humphrey Laus første udstationering til Kina var som 27-årig. Dengang arbejde han for Novo Nordisk, der ville etablere en enzymfabrik og siden en insulinfabrik i landet. Det var dengang den hidtil største investering, en dansk virksomhed havde foretaget i Kina.
Unge Humphrey Lau var fuld af energi, men det blev en svær tid. For nok ligner Humphrey Lau, der er født i Hongkong og har kinesiske forældre, en kineser, men han talte ikke sproget, og han forstod lige så lidt den kinesiske kultur. Hans verdens centrum var jo Amager, hvor hans forældre åbnede en grillbar. Det havde det været, siden han otte år gammel kom til Danmark.
Viljestyrke er derfor et nøgleord i beskrivelsen af Humphrey Lau, hvis motto er: »At gøre sit bedste er ikke godt nok«. Det forventer han i øvrigt også af sine ansatte.
Et kæmpende menneske
Karrieren bragte ham tilbage i Danmark, hvor han arbejdede for Novozymes. I 2006 rejste han igen til Kina, denne gang som direktør for Novozymes. To år senere fik han posten som CEO for Grundfos i Kina.
Han har kendskab til begge verdener, men et andet forhold har i virkeligheden påvirket ham langt mere både i hans private og professionelle liv, forklarede han, da han i 2016 var på en kort visit i København:
»I stedet for at være »både og« er jeg nærmere »hverken eller«. I mange år befandt jeg mig i ingenmandsland.«
Netop det at befinde sig i ingenmandsland skrev han en bog om i 2016. Den kaldte han »Slå den røde dronning«. Den røde dronning er en figur fra romanen »Bag spejlet« – en fortsættelse af »Alice i eventyrland«. I den løber Alice om kap med den røde dronning ned ad en bakke, men forholdene bag spejlet betyder, at hun skal løbe dobbelt så hurtigt for overhovedet at komme ud af stedet.
Den røde dronning er både en metafor for Humphrey Laus liv og hans jagt for at finde sin egen identitet »i det ingenmandsland«, som han er vokset op i, hvor han hverken føler sig dansk eller kinesisk. Den røde dronning er også en metafor for Kina, hvor man skal kunne løbe stærkt, være i stand til at følge med målet, mens man løber, og selv være i stand til at sætte målet.
Humphrey Lau er et kæmpende menneske. I hans verden er der ingen mellemvej. Det har altid været enten-eller. For ham handler det for alt i verden om at lykkes, for ellers ville han ende med at passe en grillbar resten af sit liv.