Grundfos i ledelseskaos

Der er godt gang i direktør exitterne i Grundfos. Pumpekoncernen har ud over dagens fyring af topchefen Carsten Bjerg på kort tid mistet sin finansdirektør, udviklingsdirektør og nu forlader HR-direktøren skuden.

Carsten Bjerg er netop blevet fyret som koncerndirektør i Grundfos, men er ikke den eneste i toppen som har forladt selskabet. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIels Ahlmann Olesen

Med den pludselige fyring af topchef Carsten Bjerg er pumpegiganten Grundfos nu kastet ud i en dyb, dyb ledelseskrise.

Det er kun kort tid siden, at udviklingsdirektør Peter Røpke sagde op på Bjerringbro-virksomheden til fordel for CEO-jobbet i Flügger.

Finansdirektør Heine Dalsgaard forlod virksomheden i sommer og siden har Grundfos ikke haft en finansdirektør. Heine Dalsgaard er blevet finansdirektør i ISS.

At koncernen er havnet i en alvorlig krise i den øverste ledelse, ja ledelseskaos underbygges også af, at Grundfos' højtprofilerede HR-direktør Lisbeth Thyge Frandsen kort efter årsskiftet forlader verdens største pumpeproducent. Det blev meddelt internt i Grundfos i sidste uge, at HR-direktøren søger nye udfordringer.

Lisbeth Frandsen har tunge poster som bestyrelsesmedlem i Niras Gruppen, CBS, Industriens Fond, Wemind og Universal Robots.

Indtil en ny koncernchef er fundet består ledelsen af triumviratet af bestyrelsesformand Jens Moberg sammen med de to direktører Søren Ø. Sørensen og Lars Aagaard.

Selskabet skal nu i gang med at finde en afløser for Carsten Bjerg, der fik syv år som topchef.