Grundfos-chef: Vi har nok ikke set det værste endnu

Grundfos-chefen Carsten Bjerg vil ikke udelukke, at pumpekoncernen kan blive tvunget til at fyre flere medarbejdere.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pumpekoncernen Grundfos reber sejl til nye tider. Koncernchefen Carsten Bjerg siger, at verden er i en alvorlig recession, hvor koncernen måske ikke har set det værste endnu.

"Nu er festen slut. Vi indretter os efter en verden, der befinder sig i en alvorlig recession, hvor vi måske ikke har set det værste endnu. Vi kan ikke garantere, at der ikke vil ske flere fyringer i både Danmark og udlandet," siger Carsten Bjerg i forbindelse med koncernens årsregnskab. For to måneder siden fyrede koncernen 208 ansatte i sin danske del.

Koncernchefen understreger, at Grundfos kan tåle en nedgang i salget på 10 procent, før der deles flere fyresedler ud blandt de 17.000 ansatte i ind- og udland.

"Det er et af de scenarier vi arbejder med. Virksomheden hviler på et særdeles solidt økonomisk fundament. En tilbagegang i salget på 10 procent i 2009 skal vi være i stand til at kunne klare," siger Carsten Bjerg.

På trods af en større omsætning på to milliarder kroner til 19 milliarder kroner kom pumpekoncernen Grundfos ud af 2008 med et resultat, der var noget lavere end året før. Resultatet blev på 959 millioner kroner før skat mod 1,4 milliarder kroner året før. Det svarer til et resultat før skat på fem procent af omsætningen, hvilket er det laveste i mange år.

Ud over dårlige tider kæmper koncernen også med sagen om bestikkelsespenge til Iraks tidligere diktator Saddam Husseins styre under FN's olie-for-mad-program. Bagmandspolitiet vil konfiskere fortjeneste fra de berørte virksomheder, som kan vælge, om de betaler frivilligt, eller konfiskationen skal gennem en retssag. Koncernchef Carsten Bjerg bekræfter, at kravet mod Grundfos er "et tocifret millionbeløb"

"Men der er ikke tale om beløb over 20 millioner," slår han fast. Bjerg vil ikke ind på, om Grundfos vil betale frivilligt.

/ritzau/