Grundfos-arving sigter efter magtfuld post

Grundfos-arvingen Poul Due Jensen afslører, at han går efter den mest magtfulde post i Grundfos og maner dermed spekulationerne til jorden om, at han vil vippe Mads Nipper af pinden som topchef.

Foto: Erik Refner. Koncerndirektør for salg og Grundfos-arving Poul Due Jensen og topchef i Grundfos Mads Nipper
Læs mere
Fold sammen

Hvor rygterne har lydt, at det kun var et spørgsmål om tid, før Grundfos-arvingen Poul Due Jensen ville overtage topchefposten fra Mads Nipper i Grundfos, går arvingens planer i helt andre retninger, skriver Børsen.

Det er faderens, Niels Due Jensens, plads som formand for Poul Due Jensens Fond, der ejer 88 pct. af aktierne i Grundfos, som sønnike sigter efter.

»Jeg er sikker på, at jeg vil gøre et godt virke i bestyrelsesregi, ikke mindst i fonden, hvor familien er repræsenteret, og hvor jeg selv sidder i dag. Det kunne også være en spændende rolle at sidde højere oppe i det regi. Og man kan jo ikke sidde alle steder ifølge vores egne regler, så jeg kan ikke samtidig være en del af den daglige ledelse,« siger Poul Due Jensen og henviser til fondens forretningsorden, som lyder, at det ikke er muligt at være formand for fondsbestyrelsen og samtidig sidde i ledelsesgruppen i koncernen.

72-årige Niels Due Jensen er positiv stemt omkring sønnens planer og udtaler, at »det er en nærliggende mulighed«. Poul Due Jensen bestrider i dag stillingen som salgsdirektør, og han understeger, at han dog stadig har i sinde at udvikle sig yderligere i den stilling.

Familien Due Jensen er ifølge fondens forretningsorden sikret stor indflydelse i Grundfos. Fonden kan holde den daglige ledelse i kort snor, og kan stille konkrete krav til koncernens bestyrelse og Mads Nipper. Her lyder det blandt andet, at Grundfos skal have en årlig organisk vækst på seks pct. og et overskud før skat på mindst 10 pct. af omsætningen. Posten som fonds-formand betegnes derfor, som den mest magtfulde i Grundfos.