Grønne danske kæmper holder vejret i valggyser: »Man skal passe på med at slås mod megatrends«

Nogle af landets største virksomheder som Vestas og Ørsted vil have gavn af en Joe Biden, der sætter turbo på USAs grønne omstilling. Hos Vestas venter topchef Henrik Andersen i spænding på valgresultatet, men tror på grønt momentum uanset hvad.

Henrik Andersen har været topchef i Vestas siden sommeren 2019. Mere end 30 procent af vindmøllegigantens forretning er i USA. Thomas Lekfeldt

Mens hele verden holder vejret i spænding over det endnu ikke afgjorte resultat af det amerikanske præsidentvalg, falder aktierne i grønne danske virksomheder som Vestas og Ørsted alene på sandsynligheden for, at præsident Donald Trump trækker det længste strå og får four more years i Det Hvide Hus.

For mens Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vil gennemføre en klimaplan af hidtil uset størrelse, skubbe på for masser af vindmøller, udfase fossile brændstoffer og lade USA genindtræde i internationale klimaaftaler, afskyr Trump vindmøller og vil fortsætte med massiv støtte til USAs fossile sektor.

Det får dog ikke den administrerende direktør i verdens største vindmølleproducent til at ryste på hånden. Vestas-topchef Henrik Andersen er overbevist om, at den accelererende grønne omstilling vil få mere og mere momentum, uanset om Donald Trump får fire år mere, eller om Joe Biden indtager Det Hvide Hus og antageligvis giver omstillingen et ekstra rygstød.

»Man skal passe på med at slås mod megatrends, og vi har heller ikke set mange lande reelt tage initiativer, som går imod den megatrend. Alt hvad vi i øjeblikket ser af økonomiske genopretningsprogrammer efter coronakrisen adresserer også vedvarende energi. Så i dag har det amerikanske valg en enorm effekt og betydning for aktiekurserne. Men vi kører videre som planlagt, hvilket også har tjent os godt i det forgangne kvartal,« siger Vestas-topchefen.

Onsdag morgen sendte han et regnskab på gaden for tredje kvartal, der viser, at vindmøllegiganten på trods af den globale coronapandemi har haft de travleste tre måneder nogensinde. Også på det amerikanske marked, der udgør mere end 30 procent af Vestas samlede forretning.

Forud for præsidentvalget var Vestas ikke bleg for at pege på Joe Biden som sin foretrukne vinder. Hvis tingene rent faktisk ender, som de to kandidater har udlagt teksten inden valget, er Joe Biden da også at foretrække, bekræfter Henrik Andersen.

Onsdag formiddag – hvor Donald Trump erklærede sig selv som vinder, længe før alle stemmer er talt op, og truede med at tage valget til højesteret – var vindmølletopchefen dog ikke meget for at gå ind i en dybere snak om valgets udfald.

»Jeg tror, de fleste mennesker, der driver en stor virksomhed og et team på over 26.000 kolleger som os, ofte fortryder, hvis man forholder sig for meget til noget, som ikke er endeligt endnu, og som man endda ikke ved, hvad vil føre med sig i de efterfølgende programerklæringer. Men vi følger selvfølgelig med i spænding,« siger Henrik Andersen.

»Vi har is i maven«

På trods af Donald Trumps stædige modstand mod vindmøller, har Vestas da heller aldrig haft bedre år i USA end netop de sidste fire under Trump. For nok afskyr præsidenten de høje, snurrende energikilder. Men de er kort og godt en god forretning mange steder, hvilket amerikanerne om nogen forstår værdien af.

Os, som har hånden på kogepladen, vi har det både i dag, om et år og om fem år. Og vi skal hele tiden finde ud af at kontrollere graden af varme, der kommer fra den kogeplade.

Det forventes dog, at det stærke amerikanske marked vil skrumpe markant i 2022-2023 efter udløbet af en skatterabat på opsætning af vindmøller. Den såkaldte PTC-ordninger er blevet forlænget før, og i en analyse fra Sydbank vurderer bankens aktieanalytikere, at USA med Joe Biden ved roret vil være mere tilbøjelig til at forlænge de attraktive vilkår.

»Vi har is i maven til at gå det her igennem på den rigtige måde uanset hvad, og så driver vi Vestas videre på den rigtige måde, indtil vi ved mere og er komfortable med at kommentere på det. Gisningerne overlader vi til resten af verden. Der kan jeg se, at der er masser af mulighed for at få kommentarer fra ganske mange, som mener noget om situationen lige nu,« siger Henrik Andersen.

De fleste med meninger sidder bare ikke med hånden på kogepladen i USA ligesom jer, hvor udfaldet af valget har en reel effekt?

»Der er bare det i det, at os, som har hånden på kogepladen, vi har det både i dag, om et år og om fem år. Og vi skal hele tiden finde ud af at kontrollere graden af varme, der kommer fra den kogeplade. Det synes jeg egentlig, vi illustrerer, at vi kan, ved, at vi har overleveret 59 procent flere vindmøller i de første ni måneder af i år sammenlignet med samme periode sidste år. Hvis vi kan håndtere det, tror jeg også på, at vi kan håndtere, hvad der eventuelt måtte ske af ændringer i USA. Men lad os først lige få afgjort, hvem der faktisk skal køre det videre derovre. Så tager vi den derfra,« siger Henrik Andersen.

Medicinalaktier glade for Trump

Udover Vestas og Ørsted vurderer Sydbank, at Rockwool, FLSmidth og A.P. Møller - Mærsk i det toneangivende C25-indeks vil have gavn af en valgsejr til Demokraterne og Joe Biden.

Med klimapolitikken som en af Joe Bidens mærkesager vil et markant kursskifte i amerikansk politik kunne gavne Rockwool gennem et øget fokus på bæredygtighed, hvor bedre isolering er afgørende for at energioptimere boliger og bygninger.

Et øget fokus på bæredygtighed vil også lægge et stort samfundsmæssigt pres på cement- og mineproducenternes evne til at øge effektiviteten og mindske CO2-udslippet – noget som FLSmidth har positioneret sig imod de seneste år.

Hvad angår A. P. Møller - Mærsk vil Joe Biden sandsynligvis slå lidt op i banen på Donald Trumps agressive tilgang til både Kina og Europa og de handelskrige, den siddende præsident har ført. Det vil kunne øge de internationale handelsvolumener, hvilket vil være godt for A. P. Møller - Mærsk.

Omvendt vil de store danske medicinalaktier Novo Nordisk, Lundbeck, Genmab og ALK-Abelló foretrække en sejr til Donald Trump, lyder Sydbanks analyse. Det selv om Donald Trump har raset mod høje medicinalpriser flere gange.

»Vi forventer dog, at Joe Biden vil være nødsaget til at melde en endnu mere aggressiv stil ud i forhold til at komme de høje medicinpriser til livs, end den Trump har anlagt,« skriver Sydbank i sin analyse.

Onsdag klokken 12 er Novo Nordisk og Genmab da også de mest stigende aktier i C25, mens Vestas og Ørsted udgør bundpropperne.