Grønlandsk rejehop skæpper godt i kassen

De den grønlandske seafood-gigant Polar Seafood henter fortsat rejer og fisk for årligt mere end 2 mia. kr. op ad havet. Fire grønlandske og danske rigmænd sidder på en egenkapital på mere end 1 mia. kr.

Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den succesrige grønlandske fiskekoncern Polar Seafood tjener fortsat godt med penge.

På generalforsamlingen onsdag kunne bestyrelsesformand Henrik Leth præsentere et solidt årsregnskab for 2014 med en omsætning på 2,5 milliarder kr. Det er lidt mere end i 2013. Også de øvrige regnskabssultater i 2014 oversteg 2013.

Overskuddet før skat blev i 2014 på 235 mio. kr. mod 203 mio. kr. året før. På bundlinien blev overskuddet 112 mio. kr. mod 98 mio kr. Polar Seafoods overskudsgrad var sidste år på 7,9 procent, og gruppens egenkapital lå på én milliard kr..

»Vi er godt tilfredse med årets resultat. Ikke mindst i lyset af, at der i disse år skal kæmpes hårdt for at opnå en tilfredsstillende bundlinje i det nordatlantiske fiskerierhverv. Faldende rejekvoter og øgede afgifter på fisk og rejer er en farlig cocktail for Grønlands hovederhverv. Men heldigvis har stigende priser på flere af Polar Seafoods hovedmarkeder samt vores offensive investering i det pelagiske fiskeri været med til at trække i en positiv retning,« siger bestyrelsesformand Henrik Leth.

Mere end 90 procent af Grønlands eksportindtægter kommer fra fisk og rejer. Rejer udgør således over 50 procent af landets eksportindtægter. Også hellefisk tæller godt.

75 procent af omsætningen kommer fra lande uden for Danmark/Grønland, dvs. især europæiske lande og lande i Asien.

Grønlands Landsstyre sænker i disse år - efter rådgivning fra selvstyrets biologer - kvoterne markant. I 2015 er kvoten på rejer fastsat til 73.000 tons ud for Vestgrønland. Et fald på 61.000 tons siden 2007.

»Nedsættelse af kvoterne sker af hensyn til fiske- og rejebestandenes beståen i de arktiske farvande. Derfor skal landets fiskeri udvikles til at omfatte andre arter end primært rejer og hellefisk,« siger Henrik Leth.

Moderselskabet, dvs. Polar Seafood Gruppen, der indregistreret i Grønland, ejes af de fire velhavere, Anders Brøns og Jens Kristian Salling fra Grønland samt Helge Nielsen og Bent Norman Petersen fra Danmark.

Polar Seafood Greenland A/S, der blev stiftet i 1984 af bl.a. Anders Brøns, ejer en række fabriksskibe og fabrikker i Grønland, Danmark, Storbritannien og Rusland.

Alt fra rejer til hellefisk, torsk og rødfisk bliver forarbejdet ombord på trawlerne.

Polar Seafood er en af Skandinaviens største eksportører af seafood-produkter og Grønlands største privatejede selskab med over 900 ansatte. Hovedkontoret for salg ligger i Vodskov i Jylland.