Gratisaviser uden fremtid på nettet

Brugerne, annoncørerene og dermed successerne svigter gratisavisernes hjemmesider. De har ingen berettigelse, mener flere eksperter. Metro-direktør erkender - delvist.

Foto: Jacob Langvad Nilsson. Eksperter tror ikke på at gratismediernes nyhedssites er fremtiden.
Læs mere
Fold sammen
Når hverken annoncørerne eller brugerne ser ud til at eksistere, er det yderst tvivlsom, om gratisaviserne overhovedet har en berettigelse på nettet. Også selvom aviserne stadig kan matche de store betalingsdagblade på oplagsfronten. Sådan lyder dommen fra flere digitale eksperter, som Børsen har talt med.

"Det korte svar er nej, gratisaviserne har ikke en betydelig rolle at spille på nettet, siger Stig Møller Christensen fra rådgivningnsselskabet Copenhagen Consulting Company.

Sidst skruede gratismedierne Urban og Søndagsavisen markant ned for online-blusset. Det skete da begge avisers webredaktioner blev nedlagt. Også MetroXpress.dk og 24timer.dk er ude i en hård kamp for at lokke læsere og købevillige annoncører til deres sites.

Det er tal fra Foreningen af Danske Interaktive Medier, der ligger til grund for den hårde dom over gratisavisernes hjemmesider. Her fremgår det, at 24timer ligger på plads nr. 64 mens MetroXpress ligger på nr. 91.

Lokale medier såsom Fyens Stiftstidende - fyens.dk - og Nordjyske.dk er mere besøgt. Mest besøgte nyhedssite er Ekstra Bladets eb.dk efterfulgt af bt.dk

Metro-direktør giver kritikere ret
Hos MetroXpress, som står bag både metroxpress.dk og 24timer.dk hælder den administrerende direktør til at give sine kritikere ret.

"Ja, de har fuldstændig ret i mange af de ting, de siger. Det unikke, vi har på print ved at være gratis, har vi ikke på nettet. Og der er stadig ikke fundet en forretningsmodel, der virker," siger Søren Riis.

Han vil dog ikke følge i Urbans fodspor og spare netavisen væk:

"Vi kan ikke forestille os, at udgive en avis uden at have en hjemmeside," siger han ifølge Børsen.