Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Udsigten til fortsat økonomisk krise og lavkonjunktur i 2012 samt et ønske om at have kræfter og overskud til investering og konsolidering har fået Berlingske Medias ledelse til i dag at fremlægge en spareplan, der dels betyder, at gratisavisen Urban lukker, og at der siges farvel til 87 medarbejdere svarende til godt 3,5 procent af koncernens samlede antal medarbejdere.
”Vi forventer et år, hvor væksten ikke stiger, hvor forbruget ikke vokser, og hvor presset på overgangen fra print til digital og mobil fortsætter. Vi bliver nødt til at sikre, at koncernen fortsat står stærkt økonomisk i den konkurrencesituation, vi kigger ind i. Desuden har vi vigtige strategiske planer foran os, som skal geare forretningen til fremtiden, derfor skal vi have overskud til at være offensive, parate til at foretage den nødvendige konsolidering af vores virksomhed og foretage de opkøb, der skal til for at sikre vores markedspositioner i fremtiden,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen.
Samlet set er der planer om at sige farvel i alt 87 medarbejdere blandt HK-ansatte, redaktionelle medarbejdere og ledere i hele koncernen. Afskedigelserne omfatter stort set alle koncernens medier og forskellige stabsfunkioner. Et markant træk i spareplanen er, at koncernens ledelse har besluttet at lukke ned for gratisavisen Urban, der er udkommet siden 2001.
”Det er med vemod, at vi vælger at sige farvel og tak for denne gang til tusindvis af trofaste læsere af vores gratisavis Urban, men intet tyder på, at annoncekonjunkturerne vender til fordel for det nationale gratisavismarked i 2012, og der er for mange om den del af annoncekagen med tre aviser. Vi har derfor besluttet at nytænke Urban-brandet og anvende det i en helt ny og spændende mediemæssig sammenhæng med nye partnerskaber, hvor det digitale kommer til at spille hovedrollen,” siger Lisbeth Knudsen.
Sidste udgave af avisen udkommer den 12. januar. Det nye Urban i et forandret og primært digitalt koncept, ser dagens lys i løbet af foråret, oplyser Lisbeth Knudsen. Hun tilføjer:
”Selve ”Urban” navnet vil genopstå i et progressivt og primært digitalt koncept, som kommer til at trække på hele koncernens styrke i det storkøbenhavnske område både markedsmæssigt, indholdsmæssigt og annoncemæssigt.”
Alle medarbejdere er i dag blevet orienteret om spareplanerne, og der er indledt forhandlinger med de respektive tillidsfolk, som forventes afsluttet i løbet af de kommende 14 dage.