Gratis software til 5.000 skolebørn

Alle elever i Tønder Kommune har fået en USB-nøgle med hel stak gratis computerprogrammer, som de bruger i skolen, så de også kan installere dem derhjemme.

»Eleverne var utroligt positive,« siger Morten Kristoffer Hansen fra Videnscenter for Software, som sammen med Tønder Kommune uddelte før-julegaver til alle eleverne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

5.000 skoleelever i Tønder Kommune har fået en anderledes julegave før tiden: En hel stak gratis computerprogrammer, som de kender fra skolen men nu også kan installere på PCerne derhjemme.

Det sker for at få flere til at installere programmerne på hjemmecomputerne, for det gør det langt lettere at klare skoleopgaverne hjemme.

»Nu kan de bruge de programmer, som de kender fra skolen, på deres egne computere derhjemme. Det havde aldrig kunnet lade sig gøre, hvis vi skulle betale for dem. Og ved at give alle eleverne programmerne fjerner man incitamentet til at piratkopiere,« forklarer fuldmægtig i Videnscenter for Software, Morten Kristoffer Hansen, der torsdag deltog på Skærbæk Kommuneskole, hvor 200 elever hver fik en USB-nøgle med programmerne på.

Første gang i Danmark

Uddelingen skete samtidig på alle kommunens skoler. Det er første gang, at en dansk kommune udleverer gratis software til alle elever. Videnscenter for Software, som hører under IT- og Telestyrelsen, har betalt for de 40 kroner + moms for hver USB-nøgle, der har en gigabyte plads.

Blandt meget andet har elever - og lærere - fået programmer til tekstbehandling samt til behandling af lyd, billeder m.m. Alle programmer er til Windows XP eller Vista, og mange af dem er på dansk. Et par eksempler er GIMP (billedbehandling), TuxPaint (tegneprogram), IrfanView (billedbehandling), Firefox (Internet), Stellarium (stjernekort), Audacity (lydoptagelse/-redigering), OpenOffice (kontorpakke), PDF Creator (opret PDF-filer fra ethvert program) og VLC Player (multimedieafspiller). Kommunen havde også gerne lagt Microsofts gratis film- og billedredigeringsprogram Moviemaker og PhotoStory på USB-nøglen og fik først et ja men siden et nej; derfor er der i stedet blot en klikbar henvisning til selv at hente dem på Internet.

Kommunen sparer mange penge

Tønder Kommunes skoleforvaltning besluttede i begyndelsen af 2008 at bruge den gratis kontorpakke OpenOffice på alle PCer på skolerne og har - ifølge kommunen selv - sparet omkring 410.000 kroner om året ved ikke at skulle købe licenser til programmer.

»Ved at samle programmerne og udlevere dem på en USB-nøgle til alle sikrer vi os, at samtlige kommunens elever og lærere kan have adgang til de samme programmer både på skolen og hjemme. Dermed får de mulighed for både at udnytte dem i forbindelse med skolearbejdet og for at tale sammen via elektronikken,« siger kommunens to pædagogiske IT-konsulenter, Erik S. Kristensen og Bo Ramsing.

Brug det, hvis det er bedst

Selv om alle blot selv har kunnet hente programmerne og installere dem på hjemme-PCen, er det ikke sket. Og det er heller ikke altid lige let at hitte ud af, om man f.eks. har hentet den rigtige udgave.

»Det hjælper vi dem ud over med USB-nøglen, og her kan vi jo ligefrem opfordre til, at man kopierer programmerne - det er jo meningen. Det er en helt anden måde at tænke software og vidensdeling på. Og det er pragtfuldt at se, hvordan sønderjyderne har en pragmatisk tilgang til dette. Her er ingen evangelisme i, om programmerne er open source eller ej. Her er holdningen, at man bruger gratis open source-programmer, hvis de er gode nok til, hvad man har brug for,« siger Morten Kristoffer Hansen fra Videnscenter for Software.

Han har allerede haft kontakt med flere andre kommuner, som er interesseret i at gøre som Tønder - om end det bliver uden tilskud fra videnscenteret, der ikke har flere penge på kontoen til formålet.

Kommunalreform dræbte initiativer

Morten Kristoffer Hansen er glad for initiativet.

»Det er min oplevelse, at kommunalreformen dræbte mange skoleinitiativer med open source-software. Men i Tønder har det vundet indpas, fordi man - via den tidligere Bredebro Kommune - har dokumentation for, at det kan bruges,« siger han.

Videnscenter for Software samler viden om at bruge alle typer af software mest effektivt og driver desuden Softwarebørsen (www.softwareborsen.dk), hvor det offentlige kan udveksle gratis software, som man udvikler selv eller sammen med andre og efterfølgende kan dele.