Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I første omgang bliver 30 af de mest populære TV-kanaler nu tilgængelige fra adressen yousee.tv som seneste satsning på at holde fast i kunderne i den stadig skarpere konkurrence. YouSee er Danmarks største kabel-TV-selskab med 1,1 millioner TV-kunder.
»Dette er net-TV i helt ny forklædning og med et helt nyt indhold. Bredbåndsmarkedet er mættet. Væksten tager markant af. Næsten alle danskere, der vil have bredbånd, har fået det, så nu handler det om at stjæle kunder fra hinanden. YouSee er nu næststørste bredbåndsudbyder i Danmark efter TDC. Hvis man skal differentiere sig, skal man kunne noget andet end de andre. Vi har haft kæmpe succes med musiktjenesten Play, dette er andet hug,« siger vicedirektør Ulf Lund.
Virker på alle computere
De i første omgang 30 kanaler, som sendes ud direkte, omfatter alle DR-kanalerne (undtagen DR HD), TV2-kanalerne, TV3, svenske og tyske kanaler, National Geographic, Eurosport, Discovery, Disney XD, MTV m.m. Rent teknisk vises kanalerne i en Flash-afspiller, og dermed virker de, uanset om computeren bruger Windows, Mac eller Linux om styresystem.
»Det giver med et slag en ekstra TV-skærm, oven i købet et bærbart TV-apparat, som man kan tage med sig rundt i hjemmet. Jeg tror, at vi udvider danskernes måde at se TV på og udvider selve TV-forbruget,« siger Ulf Lund.
Samme kanaler som på fjernsynet
Bredbåndskunderne får ubegrænset adgang til de TV-kanaler, der er i den pakke, som de abonnerer på via kabel-TV - dog kun fra den kabelbaserede bredbåndsforbindelse fra YouSee. Er man kunde hos et andet selskab, kan man for 39 kroner købe sig til 24 timers adgang til 23 kanaler eller 199 kroner for en måned.
Man kan også leje spillefilm gennem YouSee Cinema fra samme adresse. For tiden er der et udvalg på 600 aktuelle film fra de store filmselskaber i Danmark og udlandet. Målet er at nå en million udlejninger til næste år, og vicedirektør Ulf Lund forventer at nå dette tal samt - om et par år - overhale Blockbuster som Danmarks største filmudlejer.
Spærring forsvandt i september
YouSee fjernede 15. september den hidtidige spærring for de digitale signaler, så man ikke længere behøver en særlig boks, hvis man blot er interesseret i at se de almindelige TV-kanaler i digital kvalitet (og vel at mærke har et digitalfjernsyn). Man kan derudover købe boksen, som giver adgang til HD-TV-kanaler, mulighed for at leje film samt adgang til flere funktioner.