Græsrødder: Lundbeck kan stoppe dødssprøjte

En undersøgelse af sikkerheden omkring brugen af Lundbecks medicin til henrettelser i USA, ville kunne forhindre henrettelser med medicinen, mener grædrodsbevægelse. Lundbeck afviser kategorisk at foretage en undersøgelse.

Foto: PAUL BUCK

Den danske medicinalproducent Lundbeck har afvist at hjælpe advokatholdet bag den dødsdømte Cleve Foster, der har fået fastsat sin dødsstraf i staten Texas til i morgen, med at undersøge sikkerheden af den nye dødelige indsprøjtning, der indholder virksomhedens medicin til mennesker med epilepsi.



Det skriver græsrodsbevægelsen Reprieve, der arbejder for fangers vilkår, på sin hjemmeside.

Reprieve har skrevet et brev til Lundbecks koncernchef, Ulf Wiinberg, for at få Lundbeck til at undersøge sikkerheden bag Texas’ kommende procedure omkring eksekveringen af dødsdomme med Lundbeck-produktet pentobarbital. Ifølge Reprieve vil en undersøgelse fra Lundbeck kunne stoppe brugen af pentobarbital, som Reprieve kalder ”eksperimental”.

”Mr. Fosters henrettelse vil blive historisk – for alle de forkerte årsager. Staten Texas har til hensigt at udføre et eksperiment på tirsdag, hvor man blander tre medikamenter uden en eneste kontroltest og vil sprøjte sammenblandingen ind i blodårerne på et levende menneske,” skriver Reprieves direktør, Clive Stafford, i brevet til Lundbeck.

Lundbeck har gentagne gange fortalt, at man gør “alt, hvad man kan” for at stoppe brugen af deres medicin i de såkaldte dødssprøjter. Alligevel afviser pressechef i Lundbeck, Mads Kronborg, at man vil undersøge sikkerheden omkring brugen af deres medicin til henrettelser.



”Det er deres (Reprieve, red.) vurdering. Men det er vi jo ikke eksperter i. Den her situation er opstået, uden vi har kunnet gøre noget. Reprive vil have, at vi skal undersøge brugen af vores lægemiddel i en sammenhæng, der ligger så langt fra, hvad det lægemidlet var tiltænkt til – og det vil vi ikke,” siger han.

Også selv om en undersøgelse måske ville kunne stoppe brugen af Lundbecks medicin til henrettelser?

”Vi er endt i denne her situation, fordi en række fængsler er begyndt at bruge vores lægemidler uden vores samtykke. Desværre kan vi hverken kontrollere eller stoppe den måde, vores medicin bliver brugt på. Det, vi kunne gøre, var at fjerne medicinen fra markedet, men det ville jo bare fjerne behandlingsformer for mange mennesker. Desuden tror jeg ikke, det ville stoppe henrettelserne – fængslerne ville bare finde på noget andet," siger han. 

Men hvorfor afviser I kategorisk en undersøgelse, hvis det måske kan stoppe eller udsætte henrettelserne med jeres medicin?

”Vores medicinen kan, uden vi kan gøre noget, bruges på noget helt andet end tiltænkt. Igen, det sker uden vores medvirken og ønske. Vi har lyttet til alle de forslag, der er kommet fra blandt andet Reprieve, eksperter og jurister, og vores konklusion er, at vi ikke kan stoppe brugen af lægemidlet til henrettelser, uden at vi tager medicinen af markedet," siger han. 

Så du siger ikke, at en undersøgelse ikke vil kunne hjælpe, men blot at I ikke vil gøre lave undersøgelsen?

”En undersøgelse ville jo ikke stoppe, at dødsstraffen bliver eksekveret.”

Generelt eller med jeres medicin?

”Generelt. Men jeg tvivler også på, at det ville stoppe brugen af vores medicin. Vi har skrevet rundt til fængslerne, og det har jo ikke haft nogen effekt. Vi har prøvet alt, hvad vi kan for at stoppe denne her situation, som vi er blevet placeret i,” påpeger han.

Det danske medicinalselskab vil ifølge Reprieve snart blive den primære leverandør af medicin til de amerikanske dødsgange, efter at Texas, Arizona, Oklahoma og Ohio har besluttet at bruge pentobarital til henrettelser.