Græsk tumult skræmmer ikke Mærsk

Mærsks havneselskab, APM Terminals, vil udvide selskabets aktiviteter i takt med, at regeringer rundt om i verden fortsætter med at privatisere offentligt drevne havneterminaler. Også investeringer i gældsplagede Grækenland er en mulighed.

Foto: BAS CZERWINSKI. Mærsks havneselskab, APM Terminals, vil udvide selskabets aktiviteter i takt med, at regeringer rundt om i verden fortsætter med at privatisere offentligt drevne havneterminaler. Også investeringer i gældsplagede Grækenland er en mulighed.
Læs mere
Fold sammen

Mens mange globale selskaber i disse måneder holder vejret og venter på, at gældsgyseren om Grækenland finder sin afgørelse, ryster A.P. Møller Mærsk ikke på hænderne, når det kommer til at foretage mulige investeringer i det hårdt pressede EU-medlem.

»Vi kigger jo på privatiseringer mange steder. Og vi kigger selvfølgelig også på det i Grækenland. Vi er ikke afskrækkede af den nuværende kortsigtede situation i Grækenland. Med privatisering af havne kigger man på det med et 30 års sigte. Det er klart, at Grækenland jo også vil være en del af Europa og et fornuftigt samfund at operere i i løbet af de 30 år,« siger A.P. Møller Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen på en telekonference.

Han understreger, at Mærsk i den grad ifører sig de lange briller, når selskabet kigger på sine business cases.

»Den umiddelbare uro, der er omkring Grækenland, bestemte valutaer og andre ting, dem tager vi selvfølgelig med i vores overvejelser, men det er ikke noget, der afskrækker os,« siger Nils Smedegaard Andersen.

A.P. Møller Mærsk afskedigede tidligere på året en række nøglemedarbejdere i netop sit havneselskab under stor mystik. Tre topfolk i APM Terminals i Haag blev sparket på gaden med begrundelsen, at »de ikke havde fulgt virksomhedens interne politikker«. Mærsk havde i februar ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Og heller ikke på dagens telekonference i forbindelse med selskabets kvartalsregnskab ønskede Nils Smedegaard Andersen at løfte sløret for, hvad de tre medarbejdere helt konkret havde gjort sig skyldige i.

»Som vi skrev i pressemeddelelsen, var der problemer med de interne retningslinjer. Og derfor tog vi den beslutning, siger Nils Smedegaard Andersen, der slår fast, at hverken han eller selskabet ønsker at gå yderligere i detaljer med den sag ved en senere lejlighed.