Grænsekontrollens bekostelige gener udebliver indtil videre

Flere transportfirmaer oplever indtil videre så godt som ingen gener ved grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Grænsekontrol ved Aventoft grænseovergang, tirsdag den 5. januar 2016. Dag 2 af den midlertidige grænsekontrol i form af stikprøver ved den dansk/tyske grænse. ©2016 Palle Peter Skov/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Palle Peter Skov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For godt 48 timer siden iværksatte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. En nyhed der sammen med de svenske ID-kontroller fik flere transportfirmaer op ad stolen.

Frygten har været dyre bilkøer, der forsinkede godsleverancer og svækkede danske vognmænds konkurrenceevne.

Men indtil videre er mere alvorlige konsekvenser dog udeblevet, beretter Dansk Industri (DI) og to transportfirmaer Berlingske Business har talt med.

Branchedirektør i DI, Michael Svane, oplyser, at man har modtaget fem til syv henvendelser på en særlig hotline oprettet i anledningen af ID-kontrollerne, der er iværksat, når man skal til Sverige. Det drejer sig primært om, hvilke dokumenter ansatte hos virksomheder skal medbringe for at kunne krydse grænsen mellem Danmark og Sverige.

Konsekvenserne af den dansk-tyske grænsekontrol ser ud til at være minimal, lyder det fra branchedirektøren.

»Vi bryder os ikke om grænsekontrol. Men når det er sagt, så fokuserer vi også meget på tiltagene, der er iværksat. Og på den basis må vi sige, at der er en meget smidig administration af grænsekontrollen på den dansk-tyske grænse, og det viser sig så i, at det kun give minimale gener i forhold til lastbiler,« siger Michael Svane.

En af forklaringerne er ifølge DI-direktøren, at de fleste lastbiler, der passerer den dansk-tyske grænse, er fra virksomheder, man kender hos myndighederne. Samtidig er januar en af de transportmåneder, hvor aktivitetsniveauet er lavt.

Også transportfirmaet Dansk Transport Kompagni fra Padborg melder, at man indtil videre ikke har oplevet gener, men at man følger situationen tæt.

»Vi følger situationen tæt. Og så må vi se, om billedet er det samme, når der kommer mere gang i transporterne i løbet ad januar,« siger administrerende direktør Susanne Provstgaard.

Hos transportfirmaet Ancotrans oplyser administrerende direktør Anne Kathrine Steenbjerge i en email til Berlingske Business, at firmaet ikke har oplevet ændringer eller problemer som følge af grænsekontrollen.

At det indtil videre er forløbet uden de store problemer for godstrafikken, er dog langt fra ensbetydende med, at grænsekontrollen er problemfri, lyder det fra Michael Svane fra DI. Han påpeger, at især de svenske krav om transportøransvar vil kunne få »håndfaste konsekvenser«, fordi det gør det sværere at pendle over Øresund.

Indtil videre er den danske grænsekontrol midlertidig og sat til at løbe i ti dage. Onsdag har integrationsminister Inger Støjberg (V) på et møde gjort det klart over vores nabolande, at den danske regering er klar til at indføre transportøransvar, såfremt det bliver nødvendigt.