Gourmet-kaffens danske Godfather

Der blev rynket øjenbryn og stillet spørgsmål, da Kenneth P. Luciani for 15 år siden åbnede sin første Baresso-kaffebar i Danmark. Men konceptet holdt, og nu har ophavsmanden solgt kæden.

Kenneth P. Luciani valgte i 2000 efter mange års tro tjeneste i ØK at vende snuden hjem og satse på en af sine interesser: Gourmetkaffe. Efter 15 år med Baresso trækker han nu stikket hjem. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Læs mere
Fold sammen

På 15 år har et dansk varemærke vokset sig stort. Kaffebarkæden Baressos logo, en kaffebønne omspændt af dybrøde flammer, er i dag at finde på 47 adresser, og nu ser det ud til, at virksomheden bliver polstret til at tage nye, ekspansive skridt.

I hvert fald har det tyske investeringsselskab Jab Holding købt sig ind i Baresso, og det angiveligt for et trecifret millionbeløb. Manden bag Baresso er Kenneth P. Luciani, og han fortsætter som topchef i Baresso, på trods af at nye ejere er kommet ind. Dermed slipper den 59-årige virksomhedsstifter ikke tøjlerne i den kaffebarkæde, som han egenhændigt har bygget op fra grunden.

Det lå dog ikke umiddelbart i kortene, at Kenneth P. Lucianis karriere skulle gøre ham til noget, man næsten kan kalde den danske gourmetkaffebars Godfather. Og så alligevel. For Kenneth Luciani har delvist sine rødder plantet i det solrige, kaffetørstige Italien.

Baresso-manden er nemlig halvt italiensk. Moderen er fra Esbjerg, faderen fra Rom. Kenneth P. Luciani voksede op i den jyske vestkysts hovedby, men var ofte i Italien for at besøge faderens familie. Og det var her, han som barn havde de første oplevelser med den forførende italienske kaffetradition. Han husker tidligt duften af espresso, har Kenneth P. Luciani afsløret ved flere lejligheder.

Kaffen agterudsejlet

Kaffen blev dog sejlet agterud efter uddannelsesårene, idet han fik arbejde i handelsselskabet ØK. Han steg hurtigt til tops i nogle af det hæderkronede selskabs østasiatiske afdelinger og levede her et liv på første klasse med privatchauffør, stor villa med mere. Og så tog han en U-vending. Kursen blev sat mod København. Målet var at skabe en dansk kaffebarkæde, der kunne lægge et gourmetlag oven på danskernes halvsløje kaffetraditioner.

Vennerne så måbende til, da Kenneth P. Luciani i 2000 åbnede sin første Baresso på Højbro Plads i København.

»Der var ikke mange, som forstod, at jeg ville lave en café, som hverken solgte mad eller alkohol,« har han tidligere sagt til Berlingske.

Det var der heller ikke indledende mange af kunderne, der gjorde. Først gennem døren var en beruset mand, der angiveligt troede, han havde lokaliseret et morgenværtshus. Første dag var der blot 48 kunder. Kenneth P. Luciani måtte da også slutte første åbningsdag med at tørre nervøsitetens svedperler af panden. Men han var parat til at tage udfordringen op: »Jeg tænkte; tak skæbne. Og så må man jo se på, hvad man så kan gøre.«

Og der var noget at gøre. Et skridt efter det andet blev taget. Butikkerne blev strømlinede, produkterne forfinede. Og år efter år voksede Baresso-kæden til det, den er blevet i dag: Nemlig den mest markante af de kaffebar-kæder, der p.t. er i Danmark.

Berlingske har mandag ikke haft mulighed for at tale med Kenneth P. Luciani om salget af Baresso. Men mon ikke verdensmanden med de jysk-italienske rødder bag den danske kaffekæde tager udviklingen med afdæmpet ro. Han beskrives nemlig af flere medarbejdere som værende bl.a. »bredtfavnende«, »hands-on« og »jordbunden«.