Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danskerne kan både finde ud af at producere og konsumere gourmet-chokolade. Det står i hvert fald klart, når man spørger Peter Beier, der er manden bag den svulmende feinschmecker-chokoladekæde af samme navn.
Virksomheden Peter Beier Chokolade A/S kom ud af 2014 med en bruttofortjeneste på lidt over 21 millioner kroner og en bundlinje på 1,7 millioner kroner. Begge dele udgør en mindre stigning i forhold til det forrige regnskabsår, og derfor han ophavsmanden heller ikke de store anker til resultaterne.
»Tingene går den rigtige vej. Derfor synes jeg, at 2014 blev et tilfredsstillende år, hvor omsætningen viser gode takter. Den udvikling forventer jeg fortsætter i forbindelse med, at vi i år for alvor ekspanderer i eksterne forretninger,« siger Peter Beier til Berlingske i forbindelse med regnskabets offentliggørelse.
Virksomheden tog et mindre resultatmæssigt dyk efter et svært 2011, men den nedgang er ved at være indhentet efter nogle år med vækst. Ophavsmanden ser nu på mulighederne i at skaffe flere salgssteder til de lækre varer end i blot den stribe butikker, som kæden i dag står bag.
Og det er ikke bare bedre konjunkturer, der får Peter Beier til at se muligheder for øget salg. Han mener, at der er en stærk tradition for gourmet-chokolade herhjemme. Derudover oplever han, at flere forbrugere er ved at få øjnene op for, at der er kvalitetsniveau, som ligger over det, som mange sikkert forbinder med god chokolade.
»Chokolade kan være en fantastisk delikatesse, og vi er rent faktisk ret gode til at lave den her i Danmark. Vi vil gerne gå ud til dem, som er entusiastiske. Dem der gerne vil den gode chokolade, og som ikke bare vil have et tilfældigt produkt, de skal smide i indkøbskurven,« siger han.
Virksomheden Peter Beier Chokolade har allerede en strategiplan for, hvordan det skal ske. Den er i fuld gang med at få sat signaturer på samarbejdsaftaler, så produkterne fremover kan komme til at møde forbrugerne flere steder end blot i Peter Beiers egne specialbutikker.
»Strategien er at øge salget via 50 til 100 udvalgte forhandlere. Det er vi i fuld gang med at eksekvere, og det går faktisk planmæssigt. Der er indgået en række aftaler, og flere af dem er i gang,« siger Peter Beier og tilføjer:
»Der er en kraftig efterspørgsel efter vores chokolade og salget er stigende. Vi skal i den forbindelse identificere de rigtige aftagere. Vores fokus er herhjemme, men vi er ikke afvisende for, at udlandet også lige pludselig kan komme i gang. Det er dog mere komplekst, så vi får at se. Intet er sikkert endnu.«