Googles nye mor tjener penge

Det går bedre end forventet for internetgiganten, som især har succes med sin mobilsøgning, hvor flere klikker på annoncerne end før.

Foto: PASCAL ROSSIGNOL. Google-koncernen, som nu hedder Alphabet, tjener flere penge. Arkivfoto: Pascal Rossignol, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Der var kontant afregning med en aktiestigning på næsten ti procent, da Google-koncernens nye moderselskab, Alphabet, torsdag aften kunne præstere et bedre kvartalsresultat end ventet takket være fremgang på mobilsøgninger og strengere kontrol med udgifterne.

Det er første gang med den nye struktur, som i august gjorde Google med alle sine netaktiviteter til et eget underselskab, at Alphabet fremlægger regnskab. Indtægterne var i juli-september oppe på 18,68 milliarder dollars, hvilket er mere end forventet og langt over sidste års 16,52 milliarder dollars. Overskuddet voksede samtidig fra 2,74 milliarder dollars for et år siden til nu 3,98 milliarder dollars.

Flere klikker på annoncerne

Særligt fokus er der på annoncesalget, som er vokset med hele 13 procent og udgør langt størstedelen af Alphabets omsætning. Samtidig er antallet af betalt klik på annoncer vokset med 23 procent. Med betalte klik betaler annoncøren kun, hvis folk faktisk klikker på de reklamer, som Google viser dem i alle mulige sammenhænge. Til gengæld er betalingen pr. klik, altså den gennemsnitlige pris for onlineannoncer, faldet med 11 procent dette kvartal.

Alphabets nye koncernfinansdirektør, Ruth Porat, fremhæver, at tredjekvartalsregnskabet især viser fremgang på mobilsøgning og dermed også mobilannoncering, som er sværere at tjene penge på, fordi mobilskærmen er så meget mindre end en PC-skærm, og der derfor ikke er så meget plads at vise annoncer på. Mobilsøgningen har nu, ifølge Googles topchef Sundar Pichai, overhalet antallet af søgninger foretaget på PCer.

Google-selskabet er fortsat den største aktivitet i Alphabet-koncernen, som sammen med regnskabet gjorde det klart, at man vil købe for næsten 5,1 milliarder dollars egne aktier tilbage. Alphabet har, ifølge den amerikanske finansavis Wall Street Journal, en kontant kassebeholdning på næsten 73 milliarder dollars.

Styr på udgifterne

Alphabet har lovet i sit kommende kvartalsregnskab at rapportere mere detaljeret om de enkelte selskaber, så det vil stå klarere, hvordan det f.eks. går med søgeforretningen, netfilmtjenesten YouTube og mobilstyresystemet Android.

Ruth Porat har siden sin tiltræden lagt vægt på, at koncernens omkostninger skulle tæmmes. De er i dette kvartal steget med ni procent til 13,97 milliarder dollars, hvor de for et år siden steg med 28 procent. Dermed er indtjeningsmargenen vokset fra 22,5 til 25,2 procent på et år.