Google vil ind i hele dit liv

Søgegiganten Google vil favne endnu bredere og har på den årlige udviklerkonference løftet sløret for, hvordan den vil ind i dit TV, din bil og i dit ur. Og resten af dit liv.

Smarte – eller intelligente – ure er blevet den store dille. På Googles udviklerkonference i San Francisco rykker styresystemet Android nu ind overalt. LG og Samsung kommer snart med smarte ure, og Android gør nu også klar til at indtage biler og TV-apparater i år. Foto: Elijah Nouvelage/Reuters Fold sammen
Læs mere
Google sender nu for alvor sin androidehær på march. De grønne, menneskelignende robotter skal indtage TV-skærme, biler og ure allerede i år i forsøget på at overhale konkurrenterne indenom, at udvide forretningsområdet betragteligt og at lokke udviklerne til at sige »Google først«.

Internetgiganten lægger alle kræfter i at udnytte den dominerende stilling, som det gratis styresystem Android på få år har fået, viser den store udviklerkonference Google I/O, der blev afholdt i San Francisco i USA i denne uge. Ifølge Google bruges Android nu i over en milliard aktive enheder på verdensplan. Over 80 procent af alle nye smartphones kommer ifølge analysehusene med Android, mens under 13 procent leveres med Apples iOS, og 62 procent af alle tavle-PCer produceres ifølge internetgiganten med Android som styresystem.

Google i dit TV

Igen prøver Google at erobre TV-skærmen. Det sker med en særlig Android-version, Android TV, der både kan køre på selve fjernsynet men også bruges i TV-bokse og spillekonsoller og blande det bedste fra TV-verdenen med, hvad smartphonetelefoner og tavle-PCer kan levere, så man kan se fjernsyn, streame film, spille spil og bruge mobilapplikationerne på skærmen og styre det hele med telefonen eller tavle-PCen. Philips lancerede tidligere i år det første TV med Android som brugerflade, og det har fået ros.

Det er langtfra første gang, Google vil ind i stuen. I 2010 forsøgte Google sig med Google TV, som slet ikke slog igennem. Med Android TV leverer Google softwaren og brugerfladen, mens andre skal producere og sætte deres navn på TV-boksen, der skal konkurrere med Apple TV og Amazons Fire TV. Boksen kan kobles på Googles Play-butik, og der er aftaler på plads med Netflix. Endelig får man adgang til Android-spil.LG, Asus og Razer gør klar til at producere Android TV-bokse, mens Sony og Sharp vil bygge Android TV ind i deres fjernsyn.

Google i dit ur

Google præsenterede også to ure, »LG G« og »Samsung Galaxy Live«, der kan betjenes ved hjælp af stemmekommandoer, eksempelvis »navigate to Copenhagen« eller »search for pictures of the Little Mermaid«. Dog indtil videre ikke på dansk. Urene kan også betjenes ved hjælp af skærmen, hvor man kan bladre mellem blandt andet beskeder, musikafspilning, alarmer, skridttæller og pulsmåler.

Særligt vigtigt er et nyt samarbejde med elektronikmastodonten Samsung vigtigt. Ifølge analysehuset IDC er Samsung det mærke i verden, som folk i størst grad forbinder med »wearable technology« – teknologi til at tage på.

Samarbejdet med Samsung er dog vigtigt af flere årsager: Sydkoreanerne har allerede flere smarte ure på markedet, der enten har kørt den fulde version af Android, som kendes fra telefoner, eller Tizen, Samsungs eget styresystem. Det nye Samsung Gear Live vil køre en tilpasset og optimeret ur-software, Android Wear. Altså en blåstempling af Googles software fra Samsung.

Det skal ses i lyset af, at Google og Samsung har haft et anspændt forhold den seneste tid, der nu ser ud til at løsne op. Prisen for LG G vil være 229 dollar, mens prisen på Samsungs ur er 199.

Google vil også ind i din bils instrumentbræt. Det sker under navnet Android Auto, endnu en tilpasset version af Googles mobile styresystem Android.

Android Auto fungerer som bilens centrale underholdnings-, navigerings- og kommunikationssystem, hvor det vil være muligt at foretage håndfri opkald, høre musik og navigere med Google Maps.

Telefonen forbindes med bilens konsol og navigeres via bilens touchskærm. Her er der også information om bilens tilstand som mængden af sprinklervæske, dæktryk og bilens digitale servicebog. Det er muligt at tale til Android Auto.

Analytikere peger desuden på, at bilen er en naturlig forlængelse for Google og dets datahungerende væsen, idet Android i biler vil give værdifuld viden og data om privatbilismen og dens mønstre.

Google i dit liv

Google vil desuden åbne sin e-mailtjeneste Gmail gennem en ny »datasnabel«, så det bliver lettere for andre programmer at bruge oplysninger herfra, hvis man tillader det.

En rejseapplikation kunne f.eks. trække booking-bekræftelser og reservationer ud til en rejseplan. Google scanner selv alt i indbakken for at kunne vise relevante annoncer. Den voksende bekymring for overvågning gør det nødvendigt at træde varsomt, men mængden af information i de hundrede millioner af Gmail-indbakker, der i antal er blandt verdens største brugermasse et sted mellem Facebooks over en milliard aktive brugere og Twitters 250 millioner, trækker voldsomt, så Google understreger, at man selv skal sige ja til, at hver enkelt program må kigge med.

Den første større opdatering af Android til mobile enheder siden sidste år – lige nu kaldet Android L – er på vej, endnu uden frigivelsesdato.

Den vil rumme endnu flere muligheder for at beskytte privatlivets fred. En stjålet telefon kan låses, og man kan kontrollere, hvordan data på telefon eller tavle-PC deles. Længere batteritid og mulighed for at dele brugerfladen op mellem privat og arbejde er også nyt.

Google lancerer også Android One for at vokse hurtigere på udviklingsmarkederne. Meningen er at have den første lavprissmartphone med en 4,5-tommerskærm til under 100 dollar klar til efteråret i Indien.