Google trodser dom: Kør med Uber til lufthavnen for ca. 150 kroner

Selv om seks Uber-chauffører fredag blev dømt for ulovlig taxikørsel, fortsætter Google med at foreslå kørselstjenesten til folk, der skal ud at rejse i København. Taxibranchen kritiserer.

Foto: Kai Pfaffenbach / Reuters. (Foto: Kai Pfaffenbach / Reuters/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Det affødte store overskrifter, da seks Uber-chauffører i en principiel dom fredag blev dømt for at køre ulovlig taxikørsel ved retten i København.

Dommen blev lagt ud som en sejr for taxibranchen, og fagbevægelsen glædede sig også over afgørelsen, der gav nyt krudt til parternes kamp mod det amerikanske milliardfirma Uber og dets fremmarch i Danmark.

Men de, der havde håbet, at dommen med et trylleslag ville fjerne Uber fra hovedstaden, må se den illusion briste. Der kører nemlig stadig Uber-biler rundt i Københavns gader, og internetgiganten Google reklamerer fortsat for Uber-ture i Googles vejkortprogram, Google Maps.

Når brugere søger efter offentlig transport til en given destination i København, for eksempel Kastrup Lufthavn, foreslår Google-appen nemlig stadigvæk Uber-tjenesten som et transportalternativ.

Helt konkret kommer Google-appen med en boks, der med Uber som afsender giver et overslag på en pris for at blive hentet og kørt til en bestemt destination via den såkaldte Uberpop-tjeneste. Her samler Uber-chauffører folk op mod betaling via appen for at aflevere dem på en i forvejen aftalt destination. Det er det, som seks chauffører netop er blevet dømt for at gøre ved byretten, men det har endnu ikke fået Google til at droppe reklamerne.

Søger man på transport mellem Pilestræde og Københavns Lufthavn foreslås Uberpop til et overslag på mellem 130-170 kroner.

Artiklen fortsætter under skærmbilledet.

Fold sammen
Læs mere

Direktør i Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg, fortæller, at det er frustrerende, at Google efter dommen stadig indirekte udbyder Ubers kørselstjeneste.

»Google er en verdensomspændende virksomhed, der nok har indgået et samarbejde med Uber. Det, der er meget uheldigt, er, at Uber jo rent faktisk er ulovlig, fordi det reelt set er det, byretten har slået fast i fredags (dagen for dommen. red..). Derfor er det meget uheldigt, at virksomheder videreformidler et produkt, som vi med byrettens ord har fået at vide er ulovlig taxikørsel,« siger hun om annoncerne.

Hun peger på, at der vil være en del danskere, der ikke ved, at der er kommet en dom mod seks Uber-chauffører, og derfor foranledes til at tro, at alt er i den skønneste orden, når de bliver foreslået at bruge Uber i Googles applikation. Det er dog ikke passagererne, der risikerer at få en bøde, men derimod chaufførerne.

Der er indtil videre ikke rejst tiltale i en eventuel større sag mod selskabet Uber i Danmark, hvor tjenesten blev politianmeldt af Trafikstyrelsen kort tid efter sin ankomst i Danmark i november 2014.

Google vil ikke over for Berlingske Business oplyse, hvorfor selskabets korttjeneste stadig reklamerer for køreture med Uber, oplyser selskabets kommunikationsansvarlige i Danmark,  Anne Sofie Kirkegaard.

Uber-chaufførernes sager blev afgjort fredag ved byretten i København, men foreløbig har én af de seks chauffører, der blev dømt til at betale bøder på mellem 2.000 og 6.000 kroner, valgt at anke afgørelsen. De øvrige, der har fået bøder på under 3.000 kroner, har søgt Procesbevillingsnævnet om lov til at anke til landsretten. Normalt kan man nemlig ikke anke bøder på under 3.000 kroner.

Selv om dommen var klar, har det endnu ikke ændret det helt store for taxibranchen, der stadig må konstatere, at Uber-biler fortsætter med at køre.

»Vi er naturligvis glade for dommen, men det er ærgerligt, at man ikke skærper den håndhævelse, man har haft. Det er enormt provokerende, at man fortsætter sin aktivitet i Danmark, når der rent faktisk er kommet en dom,« siger hun.

Foreløbig bliver der dog sendt bøder ud til de 40 andre sigtede Uber-chauffører, men mandag oplyser politikommissær Søren Wiborg fra Københavns Politi, at der ikke er sket flere sigtelser siden dommen.

Berlingske Business har bedt om et interview med Ubers danske direktør, Carl Endresen, men det har ikke været muligt mandag.