Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Eric Schmidt talte for første gang tirsdag aften på verdens største messe for mobiltelefoni, Mobile World Congress, i Barcelona i det nordøstlige Spanien. Hans budskab var, at Googles mange - og flittigt brugte - nettjenester er en væsentlig årsag til, at flere og flere bliver fortrolige med at gå på nettet fra en mobiltelefon.
»Mobilt først«
»Det er den nye verden, hvor »mobilt først« er, hvad det drejer sig om. Vi har rollen at uddanne og informere om alt dette udstyr. Vi skal gøre »mobilt først« til det rette svar. Jobbet her er at skabe magi. Det er på tide at få software og netværk til at arbejde sammen, så vi ikke spilder kraften, der er i markedet nu. Vi vil sige »ja«, ikke »nej«, for mobilen er svaret på næsten alt,« sagde Eric Schmidt.
Google er blevet beskyldt for at nasse på teleselskaberne ved blot hele tiden at kræve, at selskaberne udbygger og udbygger ... så Google kan komme rullende med alle sine tjenester uden selv at investere i at nå ud til kunderne.
Pengene kommer hjem igen
»Den eksplosion, I ser i databrug nu, er dejlig. Jeg kan forsikre jer om, at I vil få jeres penge ind igen,« sagde han for at berolige de mange teleselskaber og telemyndigheder, som var blandt repræsentanterne i den tæt pakkede sal.
Brugen af data fra avancerede mobiltelefoner og især bærbare PCer med mobilmodem er eksploderet og betyder mange steder, at mobilnettene er ved at nå bristepunktet. Derfor forestår nye, store investeringer for teleselskaberne i mere kapacitet og snart også endnu hurtigere mobilnet, eftersom folk har vænnet sig til, at ventetiden er fortid.
Nej til selv at producere udstyr
Eric Schmidt understregede undervejs, at Google ikke agtede at kaste sig over selv at producere udstyr. Nexus One-telefonen var, forstod man, nærmest mest lavet for at vise, at det var muligt, og Googles nylige planer om at være bredbåndsleverandør i den amerikanske hjemegn, hvor selskabet har til huse, er også blot for at skubbe på udviklingen.
Google fremviste også to nyheder. Nu kan man få oversat tekst på billeder fra fremmedsprog, ligesom tysk bliver det fjerde sprog, der understøttes af Googles teknologi til talegodkendelse.