Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Google er stolt af, at internetgiganten har undgået at betale over 23 milliarder kroner i skat i Storbritannien ved at udnytte, at Googles europæiske hovedkontor ligger i Irland.
Det siger Googles tidligere topchef og nuværende bestyrelsesformand, Eric Schmidt, i et interview med det britiske dagblad The Independent.
Heri bekræfter han, at Google ikke har nogen intention om at betale mere britisk skat end de 55 millioner kroner, som sidste år blev lagt i selskabsskat.
»Jeg er meget stolt af den struktur, som vi har opbygget,« siger Eric Schmidt i vanligt provokerende stil og understreger, at Google overholder den lokale lovgivning.
Det kaldes kapitalisme
Han siger samtidig, at Google ikke vil undlade at benytte mulighederne for at kunne spare mange penge i de lande, hvori selskabet arbejder.
»Det kaldes kapitalisme. Vi er stolte kapitalister. Jeg er ikke spor i vildrede om det,« siger han til avisen og afviser, at Google kan finde på frivilligt at betale ekstra skat, sådan som kaffekæden Starbucks har indvilget i at gøre efter voldsom kritik.
»Der er masser af fordele ved at være i Storbritannien. Det er rigtigt godt for os, men at gå tilbage til aktionærerne og sige »Vi så på 200 lande men fik medlidenhed med det britiske folk, så vi må hellere betale lidt mere«, den slags er der sandsynligvis en lov imod,« siger Eric Schmidt.
IT-selskaber i internationalt søgelys
Den britiske regering tager ikke sagen lige så let. Skatteminister George Osborne vil rejse spørgsmålet i G8-landene og vil også blive undersøgt i OECD.
Eric Schmidts udtalelser har også fået hårene til at rejse sig på mange britiske parlamentarikere, som kalder ham »arrogant«.
Flere andre europæiske lande er også i gang med at undersøge multinationale selskaber, navnlig inden for IT-verdenen, for forsøg på skatteunddragelse.