Google står foran sej kamp mod EU-Kommissionen

REUTERS/Arnd Wiegmann Fold sammen
Læs mere
Foto: ARND WIEGMANN

Google, der for nylig blev idømt en bøde på 5 mia. dollar (32,2 mia. kr.) af EU, står foran en sej kamp, efter at selskabet kort tid efter EU's beslutning gjorde klart, at det ville anke unionens beslutning.

Det skriver The Wall Street Journal.

Dermed er det ikke sagt, at det er en umulig situation for Google, mener advokater og eksperter på emnet, der refererer til en anden antitrust-sag fra sidste år med teknologivirksomheden Intel.

Det er dog EU-Kommissionen, der har idømt Google bøden, og kommissionen vinder som oftest den slags appelsager gennem lange retssager, der for det meste bakkes op af de europæiske domstole. Det er særligt sager om markedsdominans, hvor EU-Kommissionen er stærk.

Den europæiske lovgivning pålægger ifølge Ioannis Lianos, der er professor i global konkurrencelovgivning ved University College London, særligt markedsdominerende selskaber et ansvar for at give plads til konkurrence. Det er også selv om, at der kun er tale om en potentiel risiko, for at den overordnede konkurrence kan tage skade.

EU-Kommissionens medvind kan dog vende, efter at EU-Domstolen i september kritiserede de mindre europæiske domstole i deres dommerkendelse af Intel. Det kan give Google et håb om, at det er muligt at sætte sig imod EU-Kommissionen.

- Indtil for et par år siden ville jeg have sagt, at Googles muligheder for at vinde en ankesag ikke er høje på grund af domstolenes eftergivenhed over for EU-Kommissionen, sagde Michael Carrier, der er professor ved Rutgers Law School, til The Wall Street Journal.

Andre advokater påpeger dog, at EU-Kommissionen er så stærk i sager om konkurrencelovgivning, at flere anklagede selskaber vælger at indgå forlig frem for at anke kommissionens bøder.

/ritzau/FINANS