Google slås med skærmproblemer på ny toptelefon

Billeder brænder fast og kan ses i baggrunden på flere telefoner - og det er langtfra de eneste problemer med Pixel 2-telefonerne.

Foto: ELIJAH NOUVELAGE. Det er kun få uger siden, at Google lancerede sine nye Pixel 2-smartphones, men allerede nu er der problemer på flere fronter at slås med. Arkivfoto: Elijah Nouvelage, AFP/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det er blevet en rigtigt skidt start for Googles store satsning på sine nye Pixel 2-mobiltelefoner, der ellers skulle gå i kødet på ærkerivalen Apples iPhone-telefoner. Grafik brænder fast i skærmen, og flere har betalt for meget for telefonerne.

Internetgiganten er derfor rykket ud med flere undskyldninger til kunderne og har indledt, hvad den selv beskriver som »aktive undersøgelser« af indberetningerne om Pixel 2-problemerne.

Grafikken brænder fast

De nye telefoner, der er anden udgave af Googles egne smartphones, kom i handelen i sidste uge. Men allerede kort efter begyndte de første indberetninger om problemer at løbe ind.

Flere klagede over, at grafik brændte fast til skærmen - altså stadig kunne ses i baggrunden, når man var skiftet til noget andet. Det sker normalt først efter flere års brug, og tidligere var der på PCer frygt for, at billedet kunne brænde fast, hvis man efterlod sin skærm urørt gennem længere tid.

Googles ansvarlige for Pixel-produktionen, Mario Queiroz, oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at Google er i gang med undersøgelser og vil melde ud, så snart man ved, hvad der skal ske.

I forvejen arbejder Google på at få ny software klar, som skal løse et andet problem på Pixel 2 XL-telefonen. Her har flere bemærket en blå plet på den seks tommer store OLED-skærm.

Ups, prisen var for høj

Endelig har flere klaget over klikstøj, når de taler i telefon, og over dårlig Bluetooth-forbindelse mellem Pixel 2 og andet udstyr, som man vil koble trådløst sammen.

Dertil kommer, at mange amerikanere har betale 30 dollars for meget for deres Pixel 2-telefon, da de købte den gennem Google. Det »var en fejl«, skriver Google i en undskyldning til kunderne, som nu vil få pengene tilbage. Andre har modtaget en undskyldning for, at deres telefon kan blive helt op til en måned forsinket i leveringen fra Google.

Apple har også sloges med batteriproblemer i sin nylancerede iPhone 8. Her er batteriet i flere tilfælde svulmet op og har presset skærmen løs fra telefonens chassis. Opsvulmende batterier er normalt tegn på, at deres levetid er ved at være ovre.

Google købte i september en stor del af den taiwanske mobilproducent HTCs hardwareudviklingsgruppe for 1,1 milliarder dollars.