Google sender fotografer ud til virksomheder

Nu tilbyder Google, at virksomheder kan få taget billeder af deres lokaler.

Google har nu startet en slags forlængelse af sin Street View-tjeneste og vil nu sende sine fotografer ind i bygningerne – men kun hvis de bliver inviteret. Nu kan virksomhedsejere ansøge om at få besøg af Google for at få taget billeder af deres lokaler. Det skriver Comon.dk

Indtil videre dækker Business Photos kun udvalgte byer i USA, Japan, Frankrig, England, Australien og New Zealand, men mon ikke tjenesten hurtigt bliver udvidet til flere lande.

Det er gratis at bestille et besøg af en Google-fotograf, men omvendt kan Google heller ikke garantere at man faktisk kommer forbi. Billederne bliver så tilføjet til Google Places, hvor virksomheden også har mulighed for at tilføje sine egne billeder.

Ifølge Google bliver billederne taget af en professionel fotograf, der aftaler tidspunktet med den enkelte virksomhed. Så man kan altså nå at få ryddet op, inden Google kommer på besøg.

Google mener at tjenesten især er interessant for små butikker, restauranter og hoteller, der nu har en ny mulighed for at præsentere sig for omverden. Inden billederne bliver lagt ud, bliver alle personer sløret med den samme teknologi, der også bruges til Street View.

Samtidig anbefaler Google at firmaejere bør informere deres medarbejdere og kunder, inden Google kommer på besøg. Man vil ikke tage billeder hos advokater, læger og store varehuse.

Google opfordrer også til at indsende ansøgninger fra områder og lande, der ikke er dækket i øjeblikket, og den videre udrulning bliver så planlagt alt efter hvor der kommer flest ansøgninger fra.