Google sagsøgt for at hugge navn

Det meget omtalte styresystem til mobiltelefoner, Android, har et lille IT-firma rettighederne til i USA - og Googles ansøgning om at købe det er tidligere blevet afvist.

Sådan ser mobilstyresystemet Android ud på en HTC-telefon. Foto: Vivek Prakash, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Internet-giganten Google er blevet sagsøgt for at have hugget navnet på sit nye telefonsystem.

Sagsøgeren er en mand, der hævder, at han i årevis har haft rettighederne til navnet »Android«, som Google valgte at bruge til det styresystem, som flere og flere mobilproducenter viser interesse for at bruge.

Erich Specht fra Illinois ejer firmaet Android Data Corp., og det navn har han varemærkebeskyttet i det amerikanske svar på Patent- og Varemærkestyrelsen. Det skete allerede i 2002, og samme styrelse afviste derfor Google i 2008, da Google forsøgte at beskytte navnet.

Kræver to millioner dollars i erstatning

Endnu anvendes Android-systemet kun i en enkelt telefon, produceret for det tyske T-Mobiles afdeling i USA, men mange flere er på vej. Android er Googles konkurrent til Microsofts Windows Mobile til mobiltelefoner og til Nokias Symbian-system.

Erch Specht mener, at Googles brug af navnet »utvivlsomt vil føre til ærgrelse, forvirring og fejl blandt forbrugerne«. Derfor vil han have afsagt kendelse mod, at Google må bruge det.

Oveni vil han have to millioner dollars udbetalt i skadeserstatning fra Internet-giganten.

Google agter at forsvare sig mod anklagerne.