Google opruster i kampen mod Micorsoft

Google Inc. køber net-sikkerhedsfirmaet Postini for 3,4 mia. kr. Det skal styrke Googles pakke af online-applikationer, der konkurrerer med Microsofts Office-pakke.

Google Inc. meddelte mandag, at selskabet vil overtage Postini. Selskabet laver sikkerhed- og krypteringsværktøjer til bl.a. e-mails og instant messaging, og har mere end 35.000 virksomheder på kundelisten og 10 mio. brugere på verdensplan.

Købet ses som en styrkelse af Google. Apps., der konkurrerer med Microsofts Office-pakke. Google har udviklet sig fra en annoncebaseret søgetjeneste til også at lave kontorsoftware, som f.eks. tekstbehandling, men i modsætning til Microsofts programmer er Googles webbaserede.

”Med denne handel styrker vi vores mål om at levere overbevisende online-programmer til forretninger af alle størrelser,” siger Google adm. dir. Eric Schmidt ifølge Reuters Bureau.

Google Apps er indtil videre blevet solgt til mere end 100.000 virksomheder. Handlen forventes at være endeligt gennemført ved udgangen af tredje kvartal.